LONDON: »En sidste indsats. Absolut flertal er indenfor rækkevidde,« lød den energiske appel fra David Cameron i lyseblå skjorte med opsmøgede ærmer i turistbyen Bath.

Det var fire dage før det britiske parlamentsvalg, og alle britiske eksperter i meningsmålinger talte om »et valg for tæt til at forudsige« og »et valg uden vindere« med ekstremt komplicerede koalitionsforhandlinger forude.

Cameron havde ret. Resultatet blev et flertal med 331 ud af 650 mandater. Ikke prangende som i tidligere tider, men et klart flertal og især et soleklart nederlag til førsteudfordreren Labour, der kun fik 232 mandater. Lige siden har briterne talt om, hvordan meningsmålingerne kunne tage så grueligt fejl, og hvordan de blev »snydt« af meningsmålingsinstitutter, der leverede tal og procenter i fin indpakning, men som tilsyneladende hentede deres forudsigelser i kaffegrums.

Siden er det kommet frem, at nogle ganske få meningsmålinger faktisk gav et resultat svarende til det endelige valgresultat i Storbritannien, men de blev nedtonet, fordi de stak for meget ud fra de andre målinger. Det er måske til en vis grad forudsigelsernes indre logik. Hvis alle bud er på bordet, så vil én have ramt rigtig, når det utrolige sker. Når næste 9/11 finder sted, når den næste økonomiske boble brister, når Jacob Haugaard bliver valgt ind i det danske folketing som løsgænger på et politisk program med gratis øl og medvind på cykelstierne.

Meningsmålingsinstitutter har forsøgt at forklare miseren med »den skjulte konservative«. Tesen om, at de britiske vælgere er mere tilbøjelig til at erklære sine sympatier for Labour end til at indrømme, at krydset på valgdagen vil blive sat ud for De Konservative. Det er også den »vedtagne« forklaring bag en lignende situation med misvisende meningsmålinger forud for den konservative valgsejr i 1992. Meningsmålingsinstituttet Ipsos Mori har forsøgt sig med forklaringen om »dovne Labour-støtter«, som angiveligt havde sagt, at de ville stemme og stemme Labour men alligevel ikke mødte op på valgdagen.

Valgstrateger for De Konservative og Labour har derimod siden det overraskende valgresultat kritiseret meningsmålingsinstitutterne for at have forsimplet deres målinger og ikke gået nok i dybden med indsamling af det statistiske materiale.

Det gjorde Jim Messina derimod i sin tid for USAs præsident, Barack Obama, og det gjorde han op til valget i Storbritannien for De Konservative. Han har siden kaldt de britiske meningsmålinger for »skrald« indsamlet på ubrugelig vis. Eksempelvis kombinerede de ikke rundspørger via online, telefon og mobiltelefoner, påpeger Messina, der mener, at meningsmålingsinstitutterne fandt den metode for dyr.

»Vi var i stand til at gøre det, fordi vi havde kapacitet med frivillige til at gøre det. Du er nødt til at gå hele vejen og nå frem til det. Det er dyrt, det er svært, men du vil ramme forbi på mange tætte opløb, hvis du ikke gør det,« har Messina sagt ifølge The Times.

Magten inden for rækkevidde

Camerons budskab på valgmødet i Bath lød for de fleste som et strategisk input af optimisme snarere end en realistisk vurdering. Men efterfølgende har de konservative valgstrateger fastholdt, at han havde en hel del at have det i. Partiet havde detaljerede tal fra de afgørende valgkredse, og de viste et pænt forspring, selv om også inderkredsen blev overrasket over valgsejrens størrelse. Labour-lederne forsikrede sideløbende om, at regeringsmagten var inden for rækkevidde, men partiets egne hemmeligholdte tal var væsentlig dårligere end meningsmålingernes og havde været det længe.

»Labour-partiet vidste, at det havde et langt mere problematisk udgangspunkt, end det fremgik af de offentliggjorte målinger,« sagde en ansvarlig for Labours egne målinger til BBC.

Den heftige diskussion og analysen af de britiske meningsmålinger giver også et anderledes bud på mere præcise meningsmålinger i fremtiden. Målingerne afspejlede langt mere det endelige valgresultat, når vælgerne blev spurgt om, hvem de foretrak i forhold til centrale valgtemaer. Det synspunkt bliver delt af aviskommentatoren Dominic Lawson, der langer kraftigt ud efter meningsmålingsinstitutterne og klapper sig selv på skulderen for at have »forudset« den konservative sejr.

»Meningsmålinger har alle vist, at Cameron af et stort flertal blev betragtet som en bedre leder end Ed Miliband, og at de konservative med stort forspring blev set som mere troværdig omkring økonomien end Labour,« skriver han.

»Så, hvornår var sidste gang, at de konservative konsekvent førte på de to områder, mens meningsmålinger fortsat ikke viste et forspring til Labour i vælgernes erklæring om, hvem de ville stemme på. Jeps, 1992.«

Det er en rigtig konklusion for dette britiske parlamentsvalg. Men Lawson indrømmer selv, at det er en klumme, der burde være skrevet inden valget. Andre har påpeget, at faktoren med "den skjulte konservative" nu måske vil blive overdrevet i beregningerne ved kommende valg.

»Det er svært at spå, især om fremtiden,« som den afdøde danske tegner og humorist Storm P. ofte er blevet citeret for at have sagt. Eksperter har derimod konstateret, at citatet nok ikke stammer fra ham og måske er et ordsprog fra udlandet. Den konklusion har de kunnet drage ved at forske i fortiden, som kan være en noget nemmere beskæftigelse.

Den konservative, sejrrige valgguru over dem alle hentet ind fra Australien, Lynton Crosby, var ved at blive undergravet undervejs af konservative politikere, der skævede nervøst til vaklende meningsmålinger. Han har efterfølgende sagt, at det er de såkaldte valgeksperter, der har mistet kontakten med befolkningen, der afgør valgene. Crosby har talt for, at meningsmålinger bør blive forbudt »to eller tre uger« før valgene.

Spørgsmålet er selvfølgelig, om det ikke bare vil give frit slag for alle andre spåkoner og -mænd. Om det gælder valg eller andet, vil fremtiden fortsat være det fascinerende ukendte, og alle vil gerne have et bud.