Han bliver beskrevet som en gadedreng, en enfant terrible, en mand i strid med sine indre dæmoner. Men den beskrivelse, der går mest igen, er beskrivelsen af et venligt menneske. Et menneske, der lyttede og læste og tænkte og kæmpede. Et menneske, der havde noget på spil og ville noget med sig selv og verden og måske allermest med Danmark. Det er ikke det, som de alle sammen siger, men det er essensen af det, de forsøger at indfange, når de taler om Claes Kastholm, der døde lørdag, 73 år.

»Han var en blanding af vismand og gadedreng,« siger kulturminister Bertel Haarder (V).

»Han var en ener,« som tidligere kultur- og udenrigsminister Per Stig Møller (K) siger.

»En venlig, lyttende mand,« fortæller forfatter Jens Christian Grøndahl.

»En mand i kamp med sine dæmoner,« som teaterchef for Det Kongelige Teater og Kastholms medstifter af Cepos, Morten Hesseldahl, beskriver ham.

Selv beskrev han engang sin verden som »sammenbrud på sammenbrud«. Jens Christian Grøndahl mødte ham, da de blev sat sammen for at udvælge bøgerne til daværende kulturminister Brian Mikkelsens (K) kulturkanon.

»Han viste sig som en meget vidende, indsigtsfuld og også følsom læser af de klassikere, vi talte om. Han var en meget kultiveret og venlig mand, der var interessant at tale med, og som forstod at lytte. Jeg havde godt bemærket, at han i debatten kunne være en krasbørstig type, men kanonprocessen handlede om at finde en form for litterær konsensus. Selv om mange udefra betragtede kanonen som en del af en kulturkamp, tror jeg egentlig mere, at Claes Kastholm så det som en kærkommen anledning til at dykke ned i sin store viden om dansk litteratur,« fortæller Jens Christian Grøndahl i ly for blæsten et sted i Rom.

Et af de store træer er faldet

For tidligere kultur- og udenrigsminister Per Stig Møller er et af de store træer faldet.

»Det er et kæmpe tab for kulturlivet og kulturdebatten. Han var en meget stærk personlighed med sine egne altid kvalificerede meninger. Han var en ener, der kæmpede for en borgerlig humanistisk anstændighed og individualisme og retten til at være anderledes med sin personlighed og sine synspunkter. Som menneske var han altid venlig og velargumenteret. Man kunne ikke sætte ham i bås nogle steder, og han er en stemme, vi kommer til at mangle.«

Vores nuværende kulturminister, Bertel Haarder, er inde på det samme:

»Han blev en borgerlig enfant terrible. En blanding af vismand og gadedreng med markante meninger og idiosynkrasier som kampen mod vindmøller. Jeg har kun oplevet ham som et ualmindeligt dejligt menneske, og jeg tror, han var forud for sin tid. I 70erne og 80erne skulle alle intellektuelle være venstreorienterede. Men den tid er forbi, og det synes jeg, man fornemmer meget stærkt, når man hører Ingolf Gabold komme med 68ernes sidste krampetrækninger. Claes Kastholm, og i en hvis forstand også jeg selv, var også 68ere en kort tid, men han forblev altid sig selv og forlod hurtigt den grøft, som mange andre faldt i,« siger Bertel Haarder.

Barndom på den forkerte side

Det var nok barndommen, der gjorde kampen så intens. Under krigen var Kastholms far – og dermed også hans mor – på den forkerte side. I hendes raseri over, at tilværelsen blev revet i stykker af dem, der kaldte hende tyskerkælling og udstødte hende, så han, at der under de store ideologier er mennesker, der lever og føler og tilfældigvis elsker dem, de gør, uafhængigt af politisk overbevisning.

I et interview til Weekendavisen i 2001 beskrev Claes Kastholm, hvordan han som lille modvilligt blev sendt bort, hvordan det hjem, han længtes mod, ikke længere fandtes, da han kom tilbage, hvordan verden vaklede, da forældrene blev skilt for endegyldigt at falde, da lillebroderen døde som 14-årig.

»Min verden består i sammenbrud på sammenbrud. Hos et barn som jeg udvikledes en dyb trang til at være normal, at være som de andre, men det er aldrig lykkedes. Jeg har brugt uendeligt mange kræfter på at blive det. En ørkesløs proces, som hæmmer én i at udvikle det, man har i sig,« sagde han i 2001.

Det er sammenbruddet som drivkraft, der står stærkest, når teaterchef Morten Hesseldahl beskriver Claes Kastholm.

»Han var usædvanlig, fordi han havde den brede kulturelle dannelse og bekendte sig til solid borgerlighed. Han var en sand intellektuel, der stod for en frisindet, antikonform borgerlighed. Han forholdt sig kritisk til et hvilket som helst fænomen, og derfor kunne han også komme i søgelyset og få nogle drag. Han havde også en skyggeside i sig og udfoldede muligvis aldrig sit potentiale fuldt ud, men brugte kunst og kultur til at blive klogere på de dæmoner, han havde. Han var på en gang stærkt passioneret og analytisk skarp og formentlig også et selvoptaget menneske, der havde svært ved at adskille beslutninger fra sig selv, når han sad på magten. Det var hans afsked med Ekstra Bladet et eksempel på, som måske i virkeligheden var et egentligt sammenbrud.«

Selv beskrev Kastholm afskeden med Ekstra Bladet efter en »grandios druktur« som en befrielse i interviewet med Weekendavisen i 2001.

»Jeg er fundamentalt antiautoritær. Jeg kan godt lege med det autoritære og ligesom underkaste mig en bestyrelsesformand eller en chef i et lukket system. Det prøvede jeg på Ekstra Bladet, men det holder ikke ret længe. Så skider jeg på det – bogstaveligt talt ...«

Nu har han skrevet de sidste ord og raset for sidste gang. Hvis verden kun findes, når vi er her, så er den brudt endegyldigt sammen.

Der er ikke flere vindmøller at jage.