De fleste, der har været forbi Magasin på Kongens Nytorv det seneste år, har nok bemærket byggerodet, der indimellem har gjort det svært at komme frem til varerne i stormagasinet. Nu viser rodet sig også i regnskabsbøgerne.

Magasin har offentliggjort regnskabstal for det seneste år, hvor omsætningen endte på en mindre tilbagegang fra 2,85 milliarder kroner i 2015/2016 til 2,82 milliarder kroner i regnskabsåret 2016/2017. Driftsresultatet blev i 2016/2017 172 millioner kroner mod 176 millioner kroner året før, hvor Magasin i øvrigt leverede rekordregnskab.