På papiret var han en halvstuderet røver, tidligere lokaljournalist og festarrangør med politikerdrømme, der resulterede i blot 977 personlige stemmer ved folketingsvalget i 2015.
For hans kritikere blev valgresultatet udlagt som en bekræftelse af det, de altid havde vidst: At Mads Holger var en talentløs spradebasse, en lapset flødebolle, der kompenserede for manglende indsigt med galopperende storhedsvanvid og manerer som en russisk adelsmand.
Alligevel er selv hans mest indædte modstandere i disse dage dybt berørte af hans død.
Det kan man forvisse sig om ved at læse de mange mindeord og personlige erindringer, der pibler frem i dagbladene og på de sociale medier med en næsten overraskende enstemmig anerkendelse, respekt og varme.
Så hvordan går det til, at mange af dem, der syntes, han var for meget, nu pludselig føler oprigtig sorg over hans død? Reaktionerne kan ikke bare forklares med, at han gik bort for tidligt. Det er der mange kvart- halvt- og semikendte, der gør, uden at de bliver genstand for samme opmærksomhed. Det kan heller ikke forklares med hans karriere, der fægtede i alle retninger. Det kan kun forklares med ham selv.
Selvfølgelig var hans gode udseende, levemandsmanerer og kyndige showmanship som både debattør, radiovært og sladderbladsemne en del af forklaringen. Det var slet og ret fascinerende at følge hans forvandlingsrejse fra playboyikon i det københavnske natteliv til toneangivende konservativ samfundsdebattør. Underholdningsværdien var altid i top.
Men det er kun en del af forklaringen. Og ikke den vigtigste. For Mads Holger var mere end pop og paparazzi.
Sagen er, at han på ét punkt adskilte sig fra de fleste, skarpe debattører: Han var ikke primært imod.
Hvad enten der var tale om drømmen om det store fællesskab, de høje idealer, den store kærlighed, så var Holger altid klar til at invitere verden indenfor. Lige så frastødt han var af noget, lige så begejstret var han for noget andet; og måske derfor blev hans skarphed altid afvæbnet af hans humor. Det var som om han samtidig takkede sin modstander for at have givet anledning til overhovedet at krydse klinger. Han var kærligt ond og tilstod sine modstandere muligheden for at afskrive ham som excentriker.
På fodboldtur i Polen
Mads Holger og jeg blev venner, da vi var miniputter på boldklubben Skjolds 2. hold i midten af firserne. Allerede dengang gik han med de cowboystøvler, der siden skulle blive hans signatur i det københavnske natteliv. I en skov af ensartede fodbolddrenge stak han ud mest på grund af sin påklædning og ikke mindst på grund af sin evne til at give den som arvet libertiner, levemand og casanova i en alder af ti år.
Når jeg tænker tilbage på vores træningstur til det kommunistiske Polen, slår det mig, at Mads Holger måske mere end nogen andre blandt sine kendte generationsfæller er et barn af sin tid, selv om han nægtede at være det. Sammen med fodboldholdet tog vi på træningstur til Stettin. Uden nævneværdigt opsyn fra vores trænere så vi vores snit til at ryge os kvalmende syge i ildelugtende polske cigaretter. Mens vi andre jagtede en slidt læderbold på en trøstesløs grusbane i udkanten af Stettin, pjækkede Mads Holger fra træning og underholdt os senere om de ret så fantastiske kvindeeventyr, han havde oplevet i mellemtiden. Om det var sandt eller ej, spillede ingen rolle for os, for Mads Holger levede pligtskyldigt op til vores forventninger om et farvestrålende udlandseventyr.
Både i ord og gerning var han et åndeligt barn af den ironiske generation. Det var de forkætrede halvfemseres opløsning af alle politiske og værdimæssige orienteringspunkter, der gjorde det muligt for en arbejderklasseknægt fra Nørrebro at træde ind i rollen som konservatismens redningsmand.
Med en enkelt oneliner på Facebook kunne han udløse blindt had hos sine ideologiske modstandere, men selv politiske fjender kunne føle sig i godt selskab og tiltalt af den altid veloplagte Mads Holger, der evnede at gøre grin med sine modstandere på en måde, som inviterede til videre slagudvekslinger. Han var en stor humorist i en generation af ironikere og nærede under al staffagen og de arkaiske adverbier en reel solidaritet med og respekt for både sine medmennesker sit publikum. Han forstod med andre ord at sætte kniven ind det rette sted, fordi han selv var et produkt af det, han kritiserede. Trods deres skarpe brod var hans sproglige irettesættelser eller æstetiske idiosynkrasier forsynet med en understrøm af humor og respekt for de modstandere, han skældte ud eller gjorde sig lystig over. Derfor er vi så mange, der savner Mads Holger.