MOSKVA: Tre dage efter katastrofen i Egypten har de efterladte stadig ingen svar på, hvorfor familiemedlemmer og venner styrtede i døden. De egyptiske myndigheder har søgt at nedspille terror som mulig årsag, men samtidig afviser det russiske luftfartsselskab, at styrtet kan skyldes et teknisk svigt. Efterforskerne udelukker ingen af delene.

Foreløbig står det altså kun klart, at katastrofen opstod så pludseligt, at besætningen ikke nåede at udsende et eneste nødsignal. Det sidste fremgår af optagelser fra flyets såkaldte sorte boks, der registrerer al kommunikation i cockpittet.

»Fra det øjeblik, den katastrofale situation indtraf, var besætningen sat ud af spillet,« oplyser Viktor Jung, vicedirektør for det russiske luftfartsselskab Metrojet. Alle 224 om bord, russiske turister på vej hjem fra efterårsferie ved det Røde Hav, omkom.

Vragdelene, der regnede ned over et vidtstrakt område i Sinai-ørkenen, indikerer, at flyet knækkede og faldt fra hinanden i stor højde. Men om dette var årsagen til katastrofen – eller en følge af et allerede igangværende styrt – er uklart.

Halepartiet rev sig løst først, mener efterforskerne. Det blev fundet langt fra de øvrige vragdele, der er spredt ud over et mere end 20 kilometer langt, ovalt område.

Det russiske luftfartsselskab bekræftede mandag, at flyets hale for år tilbage blev beskadiget under et sammenstød med et køretøj i en lufthavn. Men selskabet hævder, at skaden var grundigt udbedret og flyet i god stand. Ifølge selskabet skyldtes styrtet ikke en teknisk fejl, men en ekstern »fysisk, mekanisk påvirkning«.

Den udmelding skærpede umiddelbart mistanken om terror. En militant egyptisk gruppe med tilknytning til Islamisk Stat hævdede lørdag, at flyet blev udsat for et angreb som hævn for den russiske intervention i Syrien. Militante grupper i området vurderes dog ikke at være i besiddelse af avancerede jord til luft-missiler, der kan ramme et fly i ti kilometers højde.

Samtidig viser data fra den sorte boks, at flyet ikke blev ramt af et udefrakommende objekt, siger en efterforsker til nyhedsbureauet Reuters. Dette udelukker dog ikke hverken en bombe, sabotage eller et pludseligt opstået teknisk svigt.

Sikkerhedsbrist kan koste Egypten dyrt

De egyptiske myndigheder afviser indtil videre, at der kan være tale om sikkerhedsbrist i den vigtige turistlufthavn i Sharm-el-Sheikh. En sådan skandale ville koste landet dyrt i tabte turistindtægter.

Det lille russiske flyselskab Metrojet var til gengæld allerede i økonomiske problemer, da ulykken skete. En række medarbejdere havde ikke fået løn i to måneder, oplyser den russiske arbejdsmarkedsstyrelse. Kaptajnen, der omkom i styrtet, havde ifølge sin kone klaget over flyets dårlige stand.

Mandag viste den russiske præsident, Vladimir Putin, sig offentligt for første gang siden katastrofen, der er den værste i russisk og sovjetisk luftfartshistorie. Han krævede en »objektiv« efterforskning.

Indtil efterforskerne er mere klare i mælet, tager de store europæiske flyselskaber ingen chancer. De flyver nu i en bue uden om det nordlige Sinai, der længe har været hærget af kampe mellem militante oprørsgrupper og den egyptiske hær.