Udenrigsminister, Martin Lidegaard er ikke begejstret for den kommende dokumentarfilm »Våbensmuglingen«, om den danske våbennedkaster Niels Holck, der har gallapremiere for særligt inviterede mandag aften.
Udenrigsministeriet er nervøse ved tanken om, at filmen vil få den diplomatiske strid mellem Danmark og Indien i Holck-sagen til at blusse op på ny.
Indien har forsøgt at få Holck udleveret siden 1996, fordi han er under anklage om terrorstøtte i landet.
Desuden har salgsselskabet DR Sales solgt »Våbensmuglingen« til visning på Indiens største TV-station, India Times Now. Dermed vil dokumentaren blive vist for millioner af indere, der i forvejen betragter sagen som en skandale.
En kilde med indgående kendskab til Udenrigsministeriet siger til BT, at Martin Lidegaard er »rystende nervøs« for, at filmen kan skade det i forvejen tyndslidte forhold mellem Danmark og Indien.
Og i en mail til BT skriver Martin Lidegaard, at Niels Holck burde have været udleveret til retsforfølgelse i Indien, hvor han risikerer livsvarigt fængsel, fordi inderne betragter ham som terrorist.
»Ud fra det jeg har hørt om filmen, forekommer den at være et ensidigt forsvar for Niels Holck, der er eftersøgt for meget alvorlige forbrydelser i Indien, og som den danske regering gerne havde set udleveret til retsforfølgelse i Indien med de fornødne garantier,« skriver Martin Lidegaard til BT.
Udenrigsministerens udtalelser om Holcks udvisning falder på trods af, at både Byretten og Landsretten i 2011 slog fast, at Niels Holck ikke kan udleveres til Indien. Det skete, efter tidligere justitsminister Lars Barfoed i 2010 forsøgte at udlevere Holck. Sagen er således afsluttet juridisk, men alligevel siger Danmarks udenrigsminister, at han gerne havde set Holck udvist.
Lidegaard har ikke set filmen, og har også afslået at se den ved gallapremieren mandag aften. Alligevel betegner Martin Lidegaard, Andreas Kofoeds dokumentarfilm som »en spillefilm«.
»Jeg har ikke selv set filmen, men den lyder for mig mere som en spillefilm end som en dokumentarfilm,« skriver Martin Lidegaard i mailen til BT, hvor han af al kraft lægger afstand til filmen:
»Det er vigtigt for mig at understrege, at regeringen på ingen måde har lod eller del i filmen. Filmen repræsenterer ikke den danske regerings synspunkter og står helt for de involverede personers egen regning,« siger Lidegaard.
»Den danske regering fordømmer terrorisme i enhver form og lægger vægt på, at skyldige stilles til ansvar og retsforfølges. Indien er verdens største demokrati, som Danmark kan og bør have et tæt og tillidsfuldt samarbejde med,« tilføjer udenrigsminister Martin Lidegaard.
I 1995 var Niels Holck med til at kaste fire ton våben ned til bevægelsen Ananda Marga fra et fly over Indien, fordi danskeren mente, at bevægelsen skulle have mulighed for at forsvare sig mod gentagne angreb fra grupperinger, der havde forbindelse til den kommunistiske delstatsregering i Vestbengalen.
Indien har siden 1996 krævet Holck udleveret til Indien, hvor han står til livsvarigt fængsel, men det danske retsvæsen har bestemt, at han ikke kan udleveres. Blandt andet fordi han risikerer tortur i Indien.
Andreas Kofoeds film, »Våbensmuglingen« har premiere onsdag 4. juni i mere end 40 biografer over hele landet.