Jiang Zemin blev kendt som præsidenten, der kunne citere fra Abraham Lincolns Gettysburg-tale på habilt engelsk og synge »O sole mio«. Som holdt fælles pressemøde med præsident Bill Clinton og charmerede verdenspressen. Men selvom Jiang bl.a. citerede den berømte »Alle mennesker er skabt lige«-sætning fra Lincolns tale, har han alle dage været en benhård leninist.

Jiang var fra de tidlige år dedikeret kommunist, opvokset på Kinas østkyst, bl.a. i områder besat af Japan, hvor han mistede sin onkel i modstandskampen. Sidenhen kom den ingeniøruddannede Jiang til Beijing, fik to sønner med hustruen og gjorde politisk karriere rundt om i det store land.

Det var dog som partichef med et fast greb om begivenhederne i Shanghai, at Jiang kom til tops. Mens studenterdemonstrationerne på Den Himmelske Freds Plads i hovedstaden Beijing 4. juni 1989 blev slået ned med hård hånd med tanks i gaderne og mange dræbte, blev der ikke brugt vold i Shanghai. Jiang havde skabt ro uden bajonetter.

Kollektiv ledelse

Det var Kinas stærke mand Deng Xiaoping, der trak ham til hovedstaden. Efter topopgør blev han generalsekretær og overtog gradvist den formelle magt med fuld virkning fra 1992. Det var i Dengs tid, at man gik fra, at en mand stod ved roret, til kollektiv ledelse. I de første år havde militære og politiske hardlinere dog hånden på styrestangen, i særdeleshed den stokkonservative premierminister Li Peng, der havde slået hårdt ned på demonstranterne. Hvor vandene før åbnede sig langsomt for omverdenen, frøs alt til is. Frygt fyldte medierne og satte en skræk i livet på åbenmundede intellektuelle.

For sidste gang i sin lange karriere var det Deng, der slog tonen an, da han i 1992 tog på sin »sydlige inspektionstur« til området omkring Hong Kong, med masser af regionale pressemarkeringer, hvor han højlydt advokerede for økonomiske reformer og mod yderligtgående venstreorientering. Det satte pres på den forsigtige Jiang og særligt hans mest betonkommunistiske modstandere.

Jiang fik det nødvendige rygstød til at løsne grebet, ifølge en af verdens førende Kina-kendere, David Shambaugh i den ny bog »China’s Future?«. Shambaugh betegner således Jiangs periode i tre dele: En neo-totalitær periode fra 1989-92, derpå en hård autoritær periode frem til 1998. Her skete en kickstart af økonomien med tocifrede vækstrater.

Blødt autoritær

Kursen blev blødt autoritær i sidste del af Jiangs periode fra 1998-2003 med visse forsigtige politiske reformer og fuld fart på økonomien. Særligt da han fra sin Shanghai-klike fik Zhu Rongji i spidsen til at skabe markedsøkonomi med kinesiske karakteristika. Politisk var Jiang dog fortsat stålsat kommunist, og bl.a. blev den religiøse sekt Falun Gong forbudt og tusindvis smidt i fængsel, ligesom der i alle årene lød kritik fra menneskerettighedsaktivister.

Fra 2002-04 trappede han gradvist ned ved at lade Hu Jintao overtage posterne i politbureau, som præsident og chef for militæret. Det var fra og med Jiang, at hver af Kinas ledere har fået ti år i embedet.

Jiangs arv var nok stabilitet, og her blev den voldsomme vækst gennem markedsøkonomien set som det sødemiddel, der skulle sikre befolkningens accept af systemet. Men følgesvenden har været voksende korruption siden Jiangs tid med tæt sammenfiltring af politik og forretning.  
Der har således været forlydender om, at Jiang Zemins nærmeste kreds har været i søgelyset i den ny præsident Xi Jingpings antikorruptionskampagne, hvor både »fluer og tigre« bliver undersøgt, og i hvert fald to af hans nære allierede er taget med snavs på hænderne.

Da en stærkt ældet Jiang i bagende septembervarme sidste år stod side om side med efterfølgerne Hu Jintao og Xi Jinping på Den Himmelske Freds Plads, hørte kineserne dog intet om korruption, men så alene den store militærparade, der fejrede af 70-året for Japans kapitulation.