Der var reklameeksponeringsværdi for et tocifret millionbeløb i Oscar-showet søndag nat for Lego.
Ikke fordi Lego vandt en Oscar, men fordi titelsangen »Everything is Awesome«, der på dansk hedder »Alt er superduper«, indtog en central del af showet og efterfølgende fremhæves som et af højdepunkterne. Lego-sangen var nomineret i kategorien bedste sang, men tabte her til Common og John Legend's "Glory" fra filmen Selma.
Priserne på reklamefilm ved dette års Oscar-show har ramt nye rekordniveauer, rapporterede avisen L.A. Times for nylig.
En reklamefilm på 30 sekunder ligger på en pris på 12,8 mio. kr. Set ud fra de priser giver det Lego-indslaget, der varede cirka to et halvt minut, en eksponeringsværdi på 64 mio. kr.
Vinderen af kategorien Bedste animerede film, hvor mange eller havde ventet at Legofilmen ville blive en af årets helt store favoritter, blev Disneys »Big Hero 6«.
Efter sangen var slut fik den amerikanske talkshow-vært Oprah Winfrey overrakt en Lego-Oscar, som hun tydeligvis var begejstret for. Hendes reaktion tog Twitter med storm.