På Langeland blandt vilde heste og smuk natur, bindingsværkshuse og Dannebrog findes en historie om noget, man vel nærmest kan kalde en asylindustri. Et lille øsamfund, som har taget flere og flere og flere asylansøgere til sig, og som ikke er bekymrede på grund af det store flygtningepres fra lande som Syrien og Eritrea.

Nej, i Langeland Kommune er de ikke bekymrede. De er glade, for mange asylansøgere betyder – foruden glæden ved at hjælpe mennesker i nød – flere penge i kassen. Det fortæller øens borgmester, Bjarne Nielsen (V).

»Asylansøgerne har skabt flere arbejdspladser. Vi har omkring 90 ansatte her på øen, der har med asylansøgere at gøre. Det er jobs til både lærere, pædagoger, psykologer og den slags, som de mange asylansøgere skaber,« siger han:

»Det har også givet en del penge til øens håndværkere at sætte centre i stand. Og så modtager hver asylansøger i snit 1.000 kroner af staten i lommepenge hver 14. dag, og de fleste af dem bliver brugt her på øen. Vi kan også opretholde skoler på grund af de mange asylbørn. Det giver en økonomisk fordel.«

Bjarne Nielsen kan ikke sige præcist, hvor mange kroner og øre øen får ud af at tage imod de mange asylansøgere.

Driver centre i andre kommuner

Langeland har i øjeblikket omkring 750 asylansøgere og flygtninge, der har fået asyl. Det giver en koncentration af asylansøgere svarende til omtrent én ansøger per 17 langelændere. Langt størstedelen af asylansøgerne er bosat på et af øens fire asylcentre i byerne Bagenkop, Lindelse, Humble eller Lohals.

Men asylindustrien stopper ikke ved kommunegrænsen. Kommunen driver nemlig også asylcentre i andre kommuner, hvor de er med til at etablere centrene, få det praktiske på plads, ansætte personale og derefter være tovholder på driften. Langeland Kommune står bag driften i Rødby på Lolland, i Middelfart og i Fredericia, og på de tre centre er flere end 400 asylansøgere bosat.»Vi kan hjælpe med administration, et netværk i forbindelse med at skaffe frivillige og at lave samarbejde med skoler og fritidsordninger, fordi vi har erfaring med at drive den her slags centre,« fortæller Ulrik Pihl, der som centerleder står i spidsen for samtlige af de asylcentre, som Langeland Kommune driver.

Men faktisk er Langeland ikke en enlig svale på stordriftshimlen. Også Jammerbugt Kommune ser det som en fidus og driver i alt syv centre i kommuner som Tønder, Sønderborg og Hjørring. Småsamfund som Ærø, Bornholm og Samsø ser også en god forretning i at have asylansøgere på midlertidigt ophold i kommunen. Opholdet er midlertidigt, fordi størstedelen af asylansøgerne enten skal sendes ud i en anden kommune eller til et udrejsecenter, når de har fået ja eller nej på deres ansøgning om asyl.

Også til gavn for ansøgere

Men det er ikke bare kommunekassen, der nyder godt af, at Langeland Kommune på få år er gået fra at tage sig af 250 asylansøgere til over 1.000. Det er nemlig også en fordel for asylansøgerne, siger Ulrik Pihl.

»Asylansøgerne får flere tilbud, fordi vi har stordrift. Vi har blandt andet en bus tilknyttet, som asylansøgerne bare kan springe på, når de for eksempel skal til Rudkøbing og handle. Stordriften gør jo, at vi har råd til terapeutisk personale, bedre sundhedsbetjening og flere aktiviteter til dem,« siger han.

Og det med aktiviteterne er der bevis på i byen Lindelse med lidt over 300 indbyggere. Her har kommunen for bare et par måneder siden åbnet et børnecenter, som kan rumme op til 54 uledsagede asylbørn. Der bor kun drenge på centret, og de er mellem 14 og 17 år.

Berlingske besøger centret lidt før middag på en ganske almindelig hverdag, så stedet er stort set forladt, fordi de mange drenge er i skole. Stort set forladt. For i nogle af barakkernes sparsomt indrettede værelser gemmer sig alligevel et par af drengene. Måske har de ikke nået den bus, som hver morgen fragter drengene til den lokale skole. Måske ligger der en anden grund bag.

17-årige Mohammad Kamal Kadduora fra Libanon og de to 16-årige kurdere fra Syrien Awaz Ahmad og Taim Ismail er nogle af de drenge, der stikker hovederne frem, da Berlingskes fotograf går på jagt efter et godt motiv.

De taler ikke meget dansk, ej heller specielt meget engelsk. Men med sparsomme ord, tegn og fagter fortæller de alligevel vidt og bredt og viser blandt andet træningslokalet frem, som ifølge centrets afdelingsleder, Hanne Sommer, er flittigt brugt af de unge drenge. Drengene fortæller også, at de godt kan lide at fiske. En aktivitet, som centret foruden billard, bordfodbold, bordtennis og forskellige ekskursioner også kan tilbyde, og som kan holde drengene beskæftiget.

Det er dog ikke kun kommunens penge, der er afgørende, når det kommer til at give drengene et værdigt ophold, fortæller Hanne Sommer. Også de lokales opbakning er vigtig, og den mærker de ansatte på børnecentret i høj grad.

»Det har selvfølgelig ikke været problemfrit, for drengene er mærkede, og samtidig er de også bare teenagere. De larmer jo nogle gange, men folk er meget forstående. Der er endda nogle langelændere, som har taget initiativ til at starte en tøjindsamling til drengene, så de har noget varmere tøj til vinter,« siger hun.

Ikke alle er lige begejstrede

Få meter nede ad vejen fra børnecentret ligger en lille købmand. De handler dagligt med drengene, og drengene bruger altså en del af de penge, de får, i lokalområdet. Butiksejerne Chano Clausen og Stephanie Terndrup kan også bekræfte, at drengene kan være lidt højrøstede.

»De er meget frembrusende, og de gør ikke meget i køkultur,« som Stephanie Terndrup udtrykker det.

Til gengæld oplever butikken ikke problemer med, at drengene lader slik eller andre varer glide ned i lommen. De stjæler ikke, fortæller Chano Clausen.

Det er dog alligevel hos den lokale købmand i Lindelse, at Berlingske for første gang møder en form for modstand mod den massive asylindustri på Langeland. Chano Clausen og Stephanie Terndrup håber i hvert fald, at kommunen begynder at sætte mere fokus på, hvordan de kan skabe job på en anden måde end gennem asylansøgere.

»Vi har nået smertegrænsen nu. Det er fint med de asylansøgere, der allerede er her, men vi kan ikke tage flere end 700,« siger de.

Endnu større modstand finder Berlingske omtrent 14 kilometer fra Lindelse og Børnecenter Langeland i øens næststørste by, Tullebølle. Her skal byens gamle skole rykkes ned, og Langelands femte asylcenter skal åbnes omkring nytår. Bevæger man sig omkring 50 meter ud fra pladsen foran skolen, hvor bygningerne allerede er revet ned, når man 74-årige Leif Didriksen og 69-årige Karen Marie Bruhns hoveddør. De ser ikke frem til at få asylansøgerne så tæt på.

»Vi er bekymrede for, hvad der kan ske, når man sætter så mange forskellige religioner sammen. Hvordan tackler man det i sådan et lille lokalsamfund som vores, hvor vi er gamle alle sammen?« spørger Karen Marie Bruhn og uddyber:

»Vi er jo ikke et sprudlende samfund. Alle de progressive og dem med børn flytter herfra, fordi skolen er nedlagt. Så vi er et gammelt samfund, og jeg er bange for, at vi ikke kan tackle det.«

Borgmester: Stemningen skal nok vende

Karen Marie Bruhn og Leif Didriksen har besøg af 70-årige Bodil Kjærgaard og 79-årige Ole Petersen, der ejer den lokale mølle få hundrede meter væk, da Berlingske kommer forbi. Alle fire mener de, at Langeland Kommune med Bjarne Nielsen i spidsen har ført dem bag lyset.

»I bund og grund vil vi jo gerne hjælpe, men det skal være under rimelige forhold. Kommunen lavede en lokalplan for, hvad skolen kunne bruges til og langt, langt nede på listen stod der, at den kunne blive asylcenter. Pludselig var det bare vedtaget. Der har ikke været nogen høring,« siger Bodil Kjærgaard.

Borgmester Bjarne Nielsen vil gå så langt som til at sige, at kommunen måske burde have holdt et borgermøde om det forestående asylcenter noget før. Men han mener ikke, at kommunen har holdt noget hemmeligt og er overbevist om, at stemningen vil vende, når først centret er åbnet. Den holdning deler centerleder Ulrik Pihl.

»Jeg tror, at skepsis hænger sammen med manglende information og viden. Måske ændrer det sig, når det rent faktisk er oppe at køre. Der er selvfølgelig de, der bliver ved med at være skeptiske, og dem skal der også være plads til,« siger han.

Alt tyder dog på, at asylindustrien på Langeland har nået sit maksimum – i hvert fald inden for kommunens grænse. Byrådet har nemlig besluttet, at øen højst kan kapere 700 asylansøgere. I øjeblikket har de omkring 750 boende, men de overskydende har allerede fået asyl og venter på at komme ud i de kommuner, hvor de skal integreres.

»Vi regner med, at vi rammer 700 inden nytår. Og det er det niveau, vi skal blive på,« siger Bjarne Nielsen.