HuskMitNavn har bogstaveligt talt fingrene dybt nede i malingen, da Berlingske ankommer til Nikolaj Kunsthal under opsætningen af udstillingen »Tegn« Han har tegnet omridset af et kæmpestort lokomotiv på den ene sidevæg, og nu er han ved at afmærke, hvilke farver de enkelte flader skal have, så hans assistenter kan tage over. Når de har farvelagt fladerne, vender han selv tilbage og tegner konturer.
Normalt er det ellers ham selv, der maler alt, når han påtager sig et af sine mange kæmpestore vægmalerier, men projektet i Nikolaj Kunsthal er så omfattende – og skal gå så stærkt – at han har fået forstærkning. Ellers kan han ikke nå at male både gulv og vægge, sætte 400 fotografier af papirfoldeværker op og montere en række skulpturer og tegnestationer, hvor udstillingens gæster selv kan boltre sig med en række kreative tegneopgaver, HuskMitNavn har designet specielt til udstillingen. Man kan for eksempel få lov til at tegne på togvogne, lavet af skoletavler, eller male i ophængte guldrammer på et fiktivt museum, mens malede sikkerhedsvagter ser på - HuskMitNavns fortid som graffitikunstner fornægter sig ikke.
Det enkle kræver arbejde
Men der er også mindre projekter at kaste sig over.
»Der er for eksempel et foldet papir, hvor der på den ene side er tegnet en skygge – og så kan man tegne figuren, der kaster skyggen. Det er ikke sådan noget »tegn en flot hest, for det er jo skidesvært. Alle kan være med, og det er helt åbenlyst, hvad man skal gøre,« siger HuskMitNavn og understreger, at netop det åbenlyse i virkeligheden kræver mere arbejde end det kringlede.
»Der er alt for meget kunst, der ikke byder tilskueren velkommen. Derfor går folk tit fra en kunstudstilling efter 10 minutter. Det gør jeg også selv. Kunstverdenen er fyldt med gatekeepers, der insisterer på, at kunst ikke skal være alt for tilgængelig. Den skal føles større end alt andet. Men for det meste er pointerne jo forholdsvis banale: »Du er født alene og dør alene«, bare kommunikeret på en snørklet måde.«HuskMitNavn
»Det kræver en masse forarbejde, fordi man hele tiden skal sige »okay, hvor mange handlinger er der i denne her øvelse? Er det naturligt, at man gør sådan og sådan?« Jeg har brugt lang tid på at koge alting ind og lave en masse skitser og forarbejde. Det er nemmere at lave ting, der er komplicerede.«
Men det er arbejdet værd, for der er, ifølge HuskMitNavn, alt for meget, der er unødvendigt kompliceret i kunstverdenen. Der er brug for det enkle. Der er brug for farveladefarver. Der er brug for humor.
»Der er alt for meget kunst, der ikke byder tilskueren velkommen. Derfor går folk tit fra en kunstudstilling efter 10 minutter. Det gør jeg også selv. Kunstverdenen er fyldt med gatekeepers, der insisterer på, at kunst ikke skal være alt for tilgængelig. Den skal føles større end alt andet. Men for det meste er pointerne jo forholdsvis banale: »Du er født alene og dør alene«, bare kommunikeret på en snørklet måde. Jeg vil gerne lave kunst, der tager publikum alvorligt. Som de kan grine af, for med humor kan du både få et billigt grin og grine af dig selv eller nogle af de ting, der er svære. Så man lige kan få lov at trække vejret et splitsekund.«
Kunst om hverdagen
HuskMitNavn vil gerne lave kunst, som publikum kan spejle sig i. Ligesom Dan Turell holder han meget, om ikke mest, af hverdagen. Ikke mindst fordi den bugner af historier og billeder.
»Mit liv ligner heldigvis stort set alle andres, så jeg kan trække på en masse fællesreferencer. Jeg ved, at hverdagen foregår i et hæsblæsende tempo, at man stresser og skal nå at købe ind. Alle værkerne er lige foran næsen på mig. De er inde i fjernsynet. De er i telefonen. De er nede i supermarkedet. Hvis jeg bare lige holder øjnene åbne, kan jeg godt finde på noget på vej hjem på cykel, bare ved at kigge mig omkring: Hov, der var en der faldt af cyklen derhenne. Det er egentlig det, det handler om. Og så at øve sig i at kommunikere det enkelt ved at tegne det igen og igen.«
HuskMitNavn synes, at alt for få kunstnere beskæftiger sig med hverdagen.
»Når man kigger på billedkunst fra for 200 år siden, kigger man på deres klædedragter og sidder og læser en masse ud af det. Men nu har der været en lang periode, hvor den smarte billedkunst var abstrakt. Og det eneste, det siger noget om, er, at der lige har været en lang periode med figurativ kunst, og så skulle man bruge noget andet. Men jeg synes, der er utroligt mange situationer, der kunne være sjove at proppe ind i den der billedverden, så jeg har malet smartphones og alle den slags ting og situationer, der mangler at blive repræsenteret i billedkunsten.«
»Den tegning jeg laver, er jo bare 50 procent af værket – resten opstår når publikum læser sig selv ind i det. Når jeg har lavet noget, giver jeg det væk, og så er det derude og bliver en del af nogle andres liv.«
»Når man går rundt på Nørrebro, er der for eksempel mange muslimske kvinder, der har sat mobilen fast i tørklædet. Første gang jeg så det, tænkte jeg: »Det er sgu da et billede, det der. Og hvis jeg ikke får det malet, så forsvinder det. For om fem år fiser de alle sammen rundt med en googlebrille, og så er det bare væk«. Der er masser af den slags situationer, hvor jeg tænker, at det her må jeg samle op i mine tegninger og malerier. Madpakkesmøring for eksempel. Alle de ting, der også skal have et hjørne af billedkunsten.«
Anonym nu og for altid
HuskMitNavn har valgt at være anonym. Han er aldrig i løbet af sin snart 20-årige karriere stået frem med sit ansigt. Det kommer han heller ikke til, og det er ikke kun, fordi det gør det lettere for ham at gå rundt og iagttage folk, når de ikke kigger tilbage.
»Jeg har gjort det, fordi det er en behagelig måde at arbejde på. Men jeg har det i virkeligheden også sådan, at kunstneren er forstyrrende for værkerne. Hvis jeg kan lide nogens værk, bøger eller film, er det sidste, jeg ville gøre, at møde den person. For tænk, hvis personen gav et dårligt indtryk - så ville min yndlingsfilm være ødelagt! Så jeg gør de folk, der kan lide mine ting, en stor tjeneste ved ikke at fise rundt og opføre mig fjollet. Det jeg vil vise verden, er i værkerne.«
På den måde kan publikum også bedre tage ejerskab over værkerne.
»Den tegning jeg laver er jo bare 50 procent af værket – resten opstår når publikum læser sig selv ind i det. Når jeg har lavet noget, giver jeg det væk, og så er det derude og bliver en del af nogle andres liv.«
Til udstillingen har han helt konkret lavet tegneøvelser, publikum kan tage med hjem. Og han håber, at han i det hele taget kan slå et slag for kreativiteten. Tegneglæden.
»Det er jo det letteste og hurtigste medie i verden. Det kræver kun fem sekunder, et stykke papir og en blyant at tegne en tændstikmand. For mig er det sjove ikke at se på tingene, det er at lave dem, og det er det, jeg gerne vil formidle med denne her udstilling. Det, jeg prøver at give videre. Fællestrækket ved alle tegnere er jo, at vi ikke er kommet ud af børneværelset endnu. Vi er stadig i den der fase, hvor man sidder inde på sit værelse og tegner orker og bygger sine egne små universer, og så kommunikerer man mere eller mindre ud af rummet. Det er jo bare en forlængelse af min barndom,« siger han og understreger, at hans værker på ingen måde er specielt rettet mod børn. Alle kan få noget – forskelligt – ud af dem.
»Selvom det ligner et eksploderet børneværelse. Det er bare den farveskala jeg arbejder i.«
Computerspil er også tegnekunst
Han har heller ingen højere ambition om at prøve at hive ungdommen væk fra computeren og bevæbne dem med blyanter. Han har selv børn, der hellere vil spille Fortnite end tegne.
»Lad mig sige det på den måde – jeg regner ikke med, at der er nogen, der skal arve butikken,« konstaterer han tørt.
Men det er også okay.
»Jeg er ikke ude på at konkurrere med Fortnite. Men jeg kender mange børn, der er fuldstændigt opslugt af computerspil og gerne vil lave dem selv, når de bliver store. Og så skal du altså kunne tegne. Det er indgangsvinklen til det hele: tegnede figurer, animerede figurer. Man skal have en formforståelse. Så første skridt er at sidde og tegne. At proppe nogle timer i det.«
Og man må aldrig være bange for at fejle. Det er en del af processen.
»Det er jo kun hver tiende tegning, der er god. Når jeg laver en udstilling, er der også noget, der er bedre end andet. Men nogle gange er man nødt til at lave det her underlige eksperiment, for at kunne rykke videre til noget godt senere.«
Derfor er der også en skulptur på udstillingen, der er ved at drukne i et bjerg af tidligere, kasserede, kunstprojekter.
HuskMitNavns streg er for længst blevet så populær, at han som en af relativt få billedkunstnere kan leve af sin kunst. Han har en lang række udstillinger bag sig i både ind- og udland, bøger, værker og store udsmykningsopgaver. Men han betragter stadig sig selv som en outsider i kunstverdenen.
Ikke kun fordi han insisterer på sin anonymitet, men fordi han bevidst vægrer sig ved at blive puttet i en kasse som en bestemt slags kunstner.
»Min klare ambition er altid at sætte mig mellem stolene. Jeg har været inde over mange miljøer, både tegneserier, illustration, graffiti, kunst og design. Jeg ved hvem, der er toneangivende, og hvem, der sidder på magten og bestemmer. Og jeg har altid været nysgerrig efter at udforske det hele og finde ud af, hvad mekanismerne er, og hvordan man begår sig. Men jeg har aldrig ønsket at være en del af det. Jeg synes det er sjovest at hoppe rundt mellem genrerne. Derfor har jeg også udviklet en tegnestil, der fungerer lige godt i en lille tegning og et 30 meter højt vægmaleri – eller på en t-shirt. Så jeg hele tiden kan variere mit arbejde, men det stadig er letaflæseligt, at det er mig, der er afsenderen.«
»HuskMitNavn: Tegn«. Kan opleves frem til 6.1.19. Nikolaj Kunsthal, Nikolaj Plads 10, København K.