Når der på en skole ikke er én eneste etnisk dansk elev, som tilfældet er på Tovshøjskolen i Aarhus, er løsningen ikke at lukke skolen. Det mener Liberal Alliance.

»Jeg tror ikke, det løser ret meget at opløse skolen,« siger integrations- og uddannelsesordfører Merete Riisager (LA) og uddyber:

»Hvis man skal lukke en skole, skal det være, fordi den ikke fungerer. Fordi der er en for høj koncentration af tosprogede, mener jeg ikke, at det er nogen løsning at lukke skolen, for så vil du jo se det samme igen andre steder.«

Merete Riisager mener, at sagen med Tovshøjskolen fortæller historien om en forfejlet dansk udlændingepolitik.

»Ghettoskoler opstår, fordi vi tager flere indvandrere ind, der ikke kan forsørge sig selv, end vi er i stand til at integrere. Derfor skal vi ændre på udlændingeloven, sådan at det bliver et krav til udlændinge, at de er i stand til at forsørge sig selv og sine de første fem år,« siger hun og tilføjer:

»Gør vi ikke det, vil vi se flere skoler som Tovshøjskolen. Taberne er de børn, der sidder tilbage på ghettoskolerne uden nogen danske børn, de kan blive integreret med.«