Advokatfirmaet, der behandler Biva Tæppelands konkurs, har fået en række henvendelser om at overtage enten varelageret eller virksomhederne som helhed. Det fortæller kurator Lisa Bo Larsen, der beskæftiger sig med boet, fra advokatfirmaet Kromann Reumert.
»Vi har fået ret mange henvendelser, og vi er i dialog med folk, der både er interesserede i at overtage virksomhederne som sådan og i at overtage varelageret,« siger hun til Epn.dk, og fortsætter:
»Men det vil naturligvis være mest interessant at overdrage hele virksomheder med medarbejdere.«
Ifølge kuratoren regner hun lige nu på, om nogle af de 33 butikker, der kører videre weekenden over, kan fortsætte på mandag og en periode herefter. I fredags lukkede 17 ud af i alt 50 butikker.
Beslutning søndag eller mandag
Den endelige beslutning om, hvad der skal ske med størstedelen af butikkerne, ventes vedtaget søndag aften eller mandag morgen, siger Lisa Bo Larsen til Epn.dk. Hun vil dog ikke løfte sløret for, hvem der har kontaktet hende ang. det konkursramte selskab.
Med konkursen kommer en række banker og leverandører i klemme med betydelige milliontab. Eksempelvis risikerer kunder, der har endnu ikke har fået leveret betalte varer, at måtte undvære møblerne helt.
Ud over Anders Moberg hører Tæppeland-stifter, Jørn Ejvind Jensen, blandt kædernes aktionærer, mens islandske ALMC trak sig ud tidligere på året.