Hvorfor handler flere aktuelle romaner om billedkunstnere? Hvorfor er vi interesserede i at få et kig ind i kunstnersindet, det skabende værksted? Et svar kunne være, at kunstnere er tiltrækkende, fordi de har evnen til at skabe nyt.

Eller at forfatteren har behov for at spejle sig i en kunstner, fordi de har noget til fælles.I en række aktuelle bøger kredser forfatterne om, hvad det er kunsten kan og kræver.

Spørgsmålet om kunstens muligheder, visioner og omkostninger er et gennemgående tema. Bøgerne handler om kunstnere, som forfattere kan se sig selv i forhold til, så de indirekte kan stille spørgsmålene: Hvem er jeg? Og hvordan kan jeg udvikle mig? Det er ikke lige ud ad landevejen at være kunstner. I hvert fald ikke hele vejen.

Fælles for flere aktuelle kunstnerromaner er, at de ser nærmere på det kunstneriske arbejde, inspirationen og indlevelsen – den særlige kunstneriske sensibilitet – men samtidig også på det for kunstneren nødvendige overblik.

Fire romaner om kunstnerens forhold

Som i den norsk-amerikanske forfatter Siri Hustvedts kunstnerroman »Den flammende verden«, hos den australske Anne Thompson i romanen »Din hengivne« om Mette og Paul Gauguin, i den hollandske forfatter Margriet de Moors roman om Rembrandt, »Maleren og pigen«, og i italienske Melania Mazzuccos »Tintorettos engel«.

Disse kunstnerromaner peger både på det fascinerende ved det kunstneriske arbejde og på kunstnerens ofte vanskelige forhold til omverdenen. Og flere af dem går ind på grundlæggende spørgsmål om kunstens forhold til livet, det ofte ensomme, kunstneriske arbejde og dét, man kunne kalde den dobbelte længsel, nemlig på den ene side lidenskaben i den kunstneriske skaben og på den anden side kontrollen.

Det kunstneriske arbejde ses som en form for kærlighed, eller ligefrem besættelse, samtidig med, at kunstneren evner at lægge en klar strategi.

En desperat maskering

Det ser vi helt tydeligt i »Den flammende verden« om den velhavende, yderst belæste og lidenskabelige New York-kunstner Harriet Burden, der er så træt af ikke at blive anerkendt, at hun desperat griber til maskering. Hun skjuler sig – i overført betydning – under mandlig maske, fordi hun er overbevist om, at en »fallisk facade« vil give hende en mere fremtrædende position.

Romanen om hende er en skarp kritik af galleriverdenens overfladiskhed, og bogen belyser den modne, kvindelige billedkunstners vanskelige stilling.

Det pointeres, at kunstneren, for at kunne slå igennem, selv skal være et salgbart billede, og hovedpersonen er både sårbar, ambitiøs og viljestærk. Mon ikke det netop er denne kombination af skrøbelighed og styrke, der fascinerer Siri Hustvedt selv?

Kunstens omkostninger for omgivelserne og især familien er et klassisk tema i kunstnerromaner og så absolut til at få øje på i Anne Thompsons »Din hengivne«. Her er ikke megen humor, men modsatrettede viljer, skarpt tegnet op.

På den ene side Paul Gauguins kunstneriske visioner og ambitioner og på den anden side Mettes situation som kunstnerhustru og mor med begge ben i virkelighedens krav.

Det er et sitrende ægteskabsdrama, der berettes om i romanen, hvor synsvinklen ligger hos Mette, der er i København med børnene, mens Paul forfølger sine kunstnerdrømme.

Væsentligst i bogen er Mettes sorg over parrets tabte lykke. Bogen sympatiserer med hendes holdning, opstået på baggrund af et dybt savn. Den fremstiller en klassisk kunstnerproblematik, der drejer sig om afstanden mellem kunstnerisk ambition og menneskelig og familiemæssig balance.

En særlig fascinationskraft

Kunst og liv sættes ligeledes i kraftfuldt perspektiv i Melania Mazzuccos roman »Tintorettos engel«, om den succesrige venezianske maler Tintoretto, hans nære, kreative forhold til datteren, maleren Marietta, og hans distance til de øvrige familiemedlemmer.

Som det hedder i romanen: »Du tror, at du kan behandle os, som du behandler figurerne på dine malerier (...), du placerer os i lyset eller lader os stå i skyggen«. Mazzucco skriver indlevet om det komplekse kunstnersind, om kunstnerisk arbejde og strategi og med flow i fortællingen. Nærmest som fejende penselstrøg, der vidner om vibrerende nerve.

Kunstnerromanerne rummer en særlig fascinationskraft, fordi de bringer os tæt på den skabende kilde. Lige dér hvor det sker. Med både krop, nerver og visioner.

Læs et uddrag af »Tintorettos Engel« her

Læs et uddrag af »Din hengivne« her

Læs et uddrag af »Den flammende verden« her