I disse tider tales der meget om de farlige generaliseringer, men hvad ligger der egentlig i begrebet? Først et eksempel. Den iranskfødte kunstnerinde, Firoozeh Bazrafkan, blev forleden kendt skyldig i overtrædelse af den såkaldte racismeparagraf, §266b, ved Vestre Landsret. Hun havde, på sin blog, skrevet, at »jeg er meget overbevist om, at muslimske mænd i meget stort omfang verden over både voldtager, mishandler og slår deres døtre ihjel« (som en støtte til Lars Hedegaard). Med andre ord: en generalisering om muslimske mænd. Og det må man ikke. At generalisere er noget, der partout er forkert. Noget, unuancerede underbuksemennesker på højrefløjen gør. Den samfundsmæssige fordømmelse af generaliseringer er således massiv, og i Bazrafkans tilfælde så voldsom, at den endda har ført til retlige skridt.

Men hvorfor er generaliseringer egentlig forkerte? Hvorfor skal de fordømmes, helt uden at vi tager stilling til, om de er sande eller ej? Det er eksempelvis sandt, at danskere er lykkeligere end andre folkefærd. Samtidig er det inderligt generalisende, for alle ved jo, at mange danskere er dybt ulykkelige. Og al den snak om de lykkelige danskere må da også være det rene salt i såret for disse triste mennesker. Så måske er det ikke helt dumt med denne fordømmelse af generaliseringer? Skal vi adlyde generaliseringshystaderne, må vi hellere afholde os fra at sige noget generelt om nogen eller noget, når der nu findes en undtagelse eller to. Så kunne de ulykkelige danskere leve i sikker forvisning om ikke at blive omtalt som lykkelige. Andre ville til gengæld få det sværere. Faktisk kan vi roligt konkludere, at der er samfundstænkning, vi med det samme bør eliminere. Faget statistik, eksempelvis. Eller sociologi, hvis raison d’etre det jo er at sige noget sammenholdende om grupper. Eller kvinde- og kønsstudier? Matchgrupper? Og skulle vi være på den sikre side, burde vi også gå skridtet videre og eliminere alle flertalsformer. Og almene kategorier. Det er jo ikke sikkert, at min nabo har det godt med at blive kategoriseret som ’menneske’ – lykkelig eller ej.

Det er naturligvis absurd. Generaliseringer er en uomgængelig del af vores sprog og måden at føre helt almindelige samtaler på. På et mere basalt niveau er det også sådan, vi erkender verden: i generelle kategorier, som vi indordner enkeltfænomener under. Kun småt begavede mennesker fordømmer generaliseringer en bloc. For naturligvis kan nogle generaliseringer være problematiske. Dog ikke, fordi de er generaliserende, men fordi de er usande. Eller ondsindet løgn. Var Firoozeh Bazrafkans udsagn om muslimske mænd usande? Det har domstolen overhovedet ikke taget stilling til! Den har blot konkluderet, at det er en generalisering. Det er således, §266b adskiller sig fra injurielovgivningen. Den har elimineret sandheden som kriterium for rigtigt og forkert. I en såkaldt retsstat. Den anklagede er nærmest dømt på forhånd. Og det mest utrolige er, at Firoozeh, hvis familie flygtede fra det iranske rædselsregime under Khomeini, nu er vidner til at deres datter, i Danmark, får knægtet sin ytringsfrihed. Det er intet mindre end en skandale. Her ser vi den irrationelle angst for de trælse ’generaliseringer’ blive brugt som løftestang for en politisk korrekt inkvisition. Torquemada i velfærdsudgaven – velbekomme.