Der er mørkt i skabet. En voksen skal bukke sig for at være derinde. Men man kan lige akkurat stå oprejst, når man er en dreng på ti år. Eller krybe sammen i bunden. Mens børnene myldrer på gangene, og fortravlede lærere haster mod klasseværelserne, er der ingen, som bemærker det gamle garderobeskab på Hampelandsskolen i Ølstykke.

For et halvt år siden var der ellers liv derinde. I skabet beklædt med træfiner sad en lille, lyshåret gut med barnekinder. Gal og ensom. Dag efter dag.

Egentlig ville han gerne have nogen at snakke med, og lærerne vidste godt, at han plejede at skjule sig der, men de kom først og lukkede lyset ind, når det havde ringet ud, og de andre børn igen var ude i skolegården til frikvarter.

»Hvis jeg ikke er der i morgen, er der ingen, som vil savne mig. De er ligeglade med mig,« sagde han til sin mor.

K har ADHD. Han har svært ved at koncentrere sig og sidde stille, og legen med andre børn ender ofte i konflikt. I et halvt år har han ikke været i skole, for alt er gået i hårdknude for den ti-årige dreng fra skabet, der siger, han har »et lorteliv«.

Fra næste år skal yderligere 10.000 danske børn med ADHD, der ellers ville gå i en specialklasse, sidde klar i samme lokale som »normalt fungerende« klassekammerater, når det ringer ind til time. Inklusion er det døbt. Populært sagt ønsker politikerne bag beslutningen, at alle børn skal være en del af samme fællesskab. Det vil gavne de svage elever - såvel fagligt som socialt.

Vrøvl, lyder det fra kritikerne. På de eksisterende specialskoler har man den nødvendige ekstra lærerkraft og pædagogiske støtte til børn med »særlige behov«. Inklusion handler først og fremmest om at spare penge.

Tirsdag redegjorde undervisningsminister Christine Antorini (S) i et samråd, hvordan hun mener, det går med inklusionen af børn fra specialskoler til folkeskolen.

»Vi gør det (inklusion, red.) ikke, fordi det skal være en spareøvelser. Vi gør det for det modsatte,« sagde undervisningsministeren, der mente, at »langt de fleste børn bliver hjulpet bedre, læser mere og trives bedre«, hvis de kan blive i deres folkeskole.

Målet er, at 96 procent af alle elever i 2015 skal modtage almindelige undervisning.

Netop tempoet for inklusionen får de borgerlige politikere til at røre på sig.

De mener ikke, at folkeskolen er klar til at opsluge så mange »specialbørn« uden, at det går ud over de øvrige elever.

»Det er ministeren, der har ansvaret for at implementere loven på en måde, så børn ikke får ødelagt deres skoledag. Det ansvar, synes jeg ikke, at Christine Antorini tager på sig,« siger Merete Riisager (LA).

Lige siden K begyndte på Hampelandsskolen i 0. klasse, har han forsøgt at blive inkluderet. Men i stedet for at lære med samme fart som sine klassekammerater, sad han i 3. klasse med 2. klasses danskbog. Han havde det svært med de andre børn. De kaldte ham »hobbit«, fordi han var en af de mindste i klassen. I stedet for at græde råbte han af dem. Han blev også gal, når fodbolden blev sparket den forkerte vej i frikvarteret. Det var på sådan nogle dage, at han gemte sig i skabet.

K bor med sin sammenbragte familie på seks personer i et rækkehus i Ølstykke nordvest for København. Hans mor J er uddannet pædagog og plejede at arbejde i en vuggestue. Js kæreste er bioanalytiker. Da J denne martsdag skal servere en eftermiddagssnack til sin søn, får han lov til at få en kanelgiffel og en Prince chokoladekiks.

Da K  i efteråret sagde til sin mor, at ingen ville savne ham, hvis han forsvandt, slog hun alarm og fik ham indlagt på en børnepsykiatrisk afdeling. For hun har prøvet noget lignende før. K fire år ældre storebror har autisme. Dengang han gik i folkeskole, måtte deres mor trække storebroren i skole hver morgen, fordi han var så ked af at være der. Til sidst stod han med et bælte i hånden og havde googlet, hvordan man lettest hænger sig selv.

En af de skeptiske røster, der har blandet sig i hele debatten om inklusion, er lærer og medlem af Hovedstyrelsen i Danmarks Lærerforening Niels Christian Sauer. Han kalder aftalen for »komplet hul i hovedet« og understreger, at der er tale om børn, som har brugt flere år på at blive godkendt til specialundervisning. Specialundervisning de nu skal have fjernet for i stedet at dele lærerens opmærksomhed med 27 andre børn.

»Hvis man insisterer på indlysende af fejlplacere børn med ADHD, ødelægger man skolens læringsmiljø. Så lærer ingen af børnene noget. Og så har vi en masse børn, der ikke lærer noget i skolen, fordi dagen er fuld af skrig og skrål,« siger Niels Christian Sauer.

Specialpædagog Lotte Hedegaard har i flere år forsket i inklusion, og hun mener, det kan lade sig gøre at blande ADHD-børn med normale børn. Til gengæld mener hun, at debatten om inklusion gør børn med ADHD til syndebukke, og det besværliggør processen.

»Når man kalder dem ’specialbørn’ og ’inklusionsbørn’, får man det til at lyde som om, det er dem, der ødelægger undervisningen og stresser læreren. Som om det er ’os mod dem’,« siger Lotte Hedegaard.

Når K endelig igen krøb ud af det mørke skab, løb han over i skolens fritidsklub. Her kunne man lave bolcher, bage brunsviger og have en voksen helt for sig selv. K var især god til brunsvigeren.

»Man skal bare ælte en god dej, komme brun farin i og så lige en klat smør,« fortæller han sin mor ved eftermiddagsbordet denne dag i Ølstykke.

Hans mor forsøgte at aftale med ham, at hvis man ville over i klubben, skulle man først »overstå undervisningen«. Men lærerne kunne ofte kun holde på ham i fem minutter, før han stak af. I september sidste år fik J nok og lod sin dreng blive hjemme.

I stedet begyndte hun at søge om plads i en specialklasse til K på en anden skole. Han skulle ikke tilbage til det sted, hvor han efterhånden var kendt som drengen, der gemte sig i skabet.K er bare ti år og har ikke været i skole i et halvt år. Er det ikke uholdbart?»Jeg håbede, at han hurtigt fik tilbudt en specialklasse og tænkte ’der går nok en måned, så længe kan han godt være hjemme’. Men sådan er det jo ikke gået. Pludselig er der gået der rigtig lang tid,« siger J.K fik ellers tilbudt en plads i en specialklasse på Hampelandsskolen. Ad den vej skulle han sluses tilbage til almindelig undervisning, men K lå i sin seng med ansigtet mod væggen og nægtede. Han råbte til sin mor, at hun skulle skride. »Jeg er jo egoistisk med min unge. Han bliver ikke bedre fagligt, så længe han sidder herhjemme, og han får heller ikke mere selvtillid. Jeg har et barn, der ikke har været i skole i fem måneder. Mit barn mangler det,« siger hun. K kæmper bl.a. med engelsk, hvor et af de eneste ord, han kan, er »google«. Han kan heller ikke dividere, og når hans mor laver små opgaver til ham, kyler han papiret væk, hvis det er noget, han ikke kan.

I stedet spiller han Battle Run på sin iPad. Han er i level 23. Er vejret godt, hopper han på trampolinen i haven, som er afskærmet, så det er let at spille fodbold med sig selv.

Mellem to og seks procent af alle skolebørn har ADHD. Det svarer til, at der i dag er mindst én elev som K i hver folkeskoleklasse.

Hvert år bliver der brugt cirka 13 mia. kr. på specialundervisning i Danmark. Det svarer til cirka 30 procent af folkeskolens samlede budget.

Men går man i en specialklasse, kan man hurtigt føle, at man er isoleret, udenfor og unormal, siger inklusions-forsker og specialpædagog Lotte Hedegaard.

Hun har observeret skoler, der med succes har børn med ADHD i almindelige klasser. Hvis beslutningen om inklusion skal lykkes, kræver det imidlertid, at man tænker anderledes i fremtiden. Eksempelvis kan en folkeskole have tvillingeklasser, som 3. a og 3. b, hvor en specialklasse og en »almindelig« klasse har ens skema og har de samme lærere og støttepædagoger. På den måde kan eleverne samarbejde og have nogle timer sammen. Psykolog i Center for ADHD Helle Hartung mener, at specialbørn snildt kan være i en folkeskole, hvis man har viden til at tackle udfordringerne med ADHD. Men hvis man ikke kan det, giver det »lynhurtigt en skæv udvikling«. Skolen er en grundinstans i ethvert barns liv, det er der, man har sine kammerater og bliver set. Og så kan et barn, der ikke er helt som de andre, hurtigt rette følelserne indad. »Det forstærker følelsen af at være anderledes og ikke høre til. Når man er ti år, er man stor nok til at forstå, at alle ens kammerater og andre på ens alder normalt går i skole, men man ikke selv gør. Fordi man ikke magter det,« siger psykolog Helle Hartung, som mener, at lærerne på landets folkeskoler lige nu mangler viden om, hvordan man tackler et barn, der reagerer med at blive vred og frustreret, når det oplever noget svært.

Hun understreger, at det ikke behøver give en tiårig dreng lange, psykiske mén at have problemer i folkeskolen. Han kan hurtigt komme videre, hvis han kommer ind i et miljø, hvor man er god nok, selvom man kan blive vred eller ukoncentreret.

»Men det er meget uheldigt, at han går hjemme så længe. Han skal snart tilbage til et sted, der er skruet sammen, så han får det godt,« siger Helle Hartung fra Center for ADHD.

K begynder den 31. marts i specialklasse på Ganløse Skole. Det er familiens »ønskeskole«.

Redaktionen kender K's sande identitet.