I flere måneder har regeringen haft frugtesløs dialog med Enhedslisten på den ene side og Venstre og de Konservative på den anden side om en løsning på børnecheckproblematikken. Alligevel ligger udsigten til en politisk aftale, der på den eller anden måde begrænser udenlandske EU-borgeres ret til danske børnepenge, stadig fjernt ude i horisonten, og derfor gælder det nu om at vise vælgerne, at man i det mindste har forsøgt at finde fælles fodslag om en løsning på børnechecken.

Det er i den kontekst, man skal se statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) udmelding på tirsdagens spørgetime om, at regeringen er parat til at undersøge i EU, hvorvidt børnechecken kan indekseres, vurderer politisk redaktør ved Radio24syv, Jesper Termansen.

»Lige nu forsøger Venstre og Konservative at få det til at se ud som om, at man gør alt, hvad man kan for at være i en eller anden form for konstruktiv dialog med regeringen. Og statsministeren siger, at regeringen gør alt, hvad de kan for at imødekomme, hvad der kan imødekommes fra de borgerliges side. Det handler lige så meget om, at det ikke skal hedde sig, at nogle af parterne ikke har forsøgt at finde en løsning,« siger han.

Børnechecken er blevet symbolet på de mange måneders diskussion om såkaldt velfærdsturisme, og debatten på Christiansborg har allerede overlappet med valgtemaerne til Europa-Parlamentet 25. maj, mener Termansen. Selv hvis regeringen, Venstre og de Konservative skulle indgå en aftale om børnechecken, er temaet om velfærdsturisme for længst blevet forhandlet til skarp ammunition for de EU-kritiske partier til Europa-Parlamentsvalget, vurderer Jesper Termansen.

»Især Dansk Folkepart vil stå klar til at angribe en aftale og sige, at det slet ikke er nok, alt for småt og at selv de borgerlige er hoppet på den limpind. Så der er en utrolig nervøsitet for at lave nogen som helst aftale på her område for øjeblikket,« siger han.