Dansk Folkeparti skal indgå en del kompromisser, hvis partiet vælger at danne regering med Venstre. Det er helt sikkert. Men det er langt fra sikkert, at Dansk Folkeparti overhovedet ønsker at gå den vej.

Sådan lyder vurderingen fra Jesper Termansen, politisk redaktør hos Radio24syv, efter Dansk Folkeparti torsdag kunne hive en historisk valgsejr hjem og indtage rollen som Danmarks næststørste parti - og som det største parti i blå blok.

{embedded type="node/" id="ynodes_carousel"}

»Jeg synes ikke, at det er en given ting, at fordi Dansk Folkeparti er blevet det største parti på den borgerlige side, så skal og vil det indgå i et regeringssamarbejde. Jeg tror, at Lars Løkke Rasmussen (V) kan blive tvunget til at danne en mindretalsregering, der må operere med skiftende flertal, hvor Dansk Folkeparti nok er med i en del men ikke nødvendigvis i alt,« siger Jesper Termansen.

Det svære ligger i, at Dansk Folkeparti risikerer at skulle bøje sig på en række centrale områder, hvis partiet vælger at skrive regeringsgrundslag med Venstre.

»Problemet er, at den samlede mængde af kompromisser, der skal indgås, ser umulig eller meget vanskelig ud. Det gør, at Dansk Folkeparti meget hurtigt vil løbe ind i en kritik fra sit eget vælgergrundlag om, at man har solgt ud. Partiet vil være bundet på en helt anden måde i en regering, end hvis det sidder uden for,« vurderer den politiske redaktør.

Det gælder både spørgsmålet om nulvækst, dagpenge og retsforbeholdet. Her er Dansk Folkeparti langt fra enig med Venstre, og det er en markant forhindring for en regeringsdannelse, mener Jesper Termansen.

»Det bliver ikke en nem sag at skulle indgå et regeringsgrundlag, hvor man fra den ene dag til den anden skal anerkende, at dem, man arbejder tæt sammen med i dagligdagen, ligger et helt andet sted, når det gælder en række forhold - for eksempel synet på hvordan EU skal udvikle sig,« siger han.

Derudover ser Jesper Termansen det også som en vanskelig faktor, at Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl (DF), inden valget gav håndslag med SF-formand Pia Olsen Dyhr (SF) på, at de kun vil indgå i en politisk aftale på dagpengeområdet, hvis den indeholder en halvering af genoptjeningsperioden.

»Kristian Thulesen Dahl har måske vundet en del stemmer på en dagpengeaftale med SF, så det forpligter altså nu. Han har også lovet, at der skal endnu flere penge ind i systemet, så det er også en alvorlig hurdle i forhold til Venstre,« siger Radio24syvs politiske redaktør.

For Kristian Thulesen Dahl handler det i sidste ende om at overveje, om partiet får mest ud af at være i regering eller stå udenfor. Ifølge Jesper Termansen kan partiet ikke tåle, hvis det for mange gange skal bryde de løfter, det har lovet vælgerne.

»Mange af Dansk Folkepartis vælgere er relativt ligeglade med ministerposter og indflydelse på de økonomiske planer. Det, der er vigtigt for dem, er et markant stop for indvandring og øget grænsekontrol. Det kan man grine af eller lade være i Venstre, men det betyder altså meget for Dansk Folkepartis succes,« siger han.

Men bliver Dansk Folkeparti en del af regeringen, er Jesper Termansen sikker på, at partiet vil stå stærkt i forhold til valg af ministerposter.

»Dansk Folkeparti vil kunne gøre krav på lige præcis, hvad de vil - med undtagelse af statsministerposten og udenrigsministerposten. Partiet vil stå i en gunstig situation, hvor Venstre ikke vil kunne afvise ret mange krav,« siger han.