Min kæreste ejendel er

mine plader. Jeg har knap 2.000 vinyler og køber stadig vinyl. Der er jo ikke noget i vejen med at købe en cd, hvis musikken alligevel er indspillet elektronisk. Men hvis det er indspillet analogt, mener jeg også, man skal afspille det analogt.

Min bedste madoplevelse

var i 1984 på Lorand Barre i Le Pont Neuf i Bretagne. Den står lysende klart for mig og rev smagsmæssigt tæppet fuldstændig væk under mig. Restauranten, der havde to stjerner i Michelin, serverede ultragammeldags mad: Stegt hummer, kalvebrisler, poulard, salat, oste, pandekager og bær. Jeg har har aldrig hverken før eller siden fået noget, der smagte bedre end det her.

Jeg vil gerne læse

resten af de bøger af Cormac McCarthy, som jeg ikke har læst endnu. Jeg læser dem på engelsk og har læst »Blood Meridian« (»Blodmeridianen«), og så læste jeg her i sommerferien »The Border Trilogy« (»Grænsetrilogien«): »All the Pretty Horses«, »The Crossing« og »Cities on the Plain«. De tre bøger er nok noget af det bedste, jeg har læst i mange år. Det er sgu stor litteratur.

Jeg vil gerne møde

Helen Mirren. Hun er den smukkeste kvinde i film i dag. Jeg synes, »Kokken, tyven, hans kone og hendes elsker« er ret fantastisk. Jeg kan også lide Peter Greenaway, instruktøren, der har lavet den. Det er en god kombi: god instruktør og god skuespillerinde i hovedrollen samtidig. Og Michael Gambon spiller den mandlige hovedrolle. Han er jo altid fantastisk, ikke?

Jeg træner

ikke. Jeg står på mine små ben fra kl. 10 til 24, med en times pause fem-seks dage om ugen, så træning har jeg ikke tid til. Til gengæld har jeg ingen bil, jeg bor på 3. sal og jeg cykler til alt. Men jeg forstår udmærket, at man kan have behov for at røre sig, hvis man har et job, hvor man sidder på sin flade og kører frem og tilbage.

Det næste jeg køber

er skruer til mine reoler derhjemme. Vi er ved at få malet og bor i en skotøjsæske i øjeblikket. Det tager tre uger, så skal vi have alting op igen. Vi bor i et skolelærerhjem fra 1963, så alle reoler er teakreoler fra møbelarkitekten Poul Cadovius. Gamle 50er-60er-ting, som skal tilbage på væggen. Så der skal nye skruer i.

Jeg gider ikke

spise dårligt tilberedt mad. Hvis kødet ikke er stegt rigtigt, hvis der mangler salt og peber i maden, hvis ikke det er varmt, når det bliver serveret, hvis det simpelthen er dårligt håndværk og ikke smager ordentligt, så gider jeg ikke at spise det. Og så vil jeg skide på, hvor fantastisk folk ellers synes, det er.

Min største last

er, at jeg elsker at spise. Det er svært at holde faconen, når man lever det liv, jeg gør. Jeg tramper rundt i god mad og vin. Jeg har været en stor dreng hele mit liv, men det er ikke sådan, at jeg er blevet tyk af at være kok. Det er jeg ikke. Kampvægten, jeg har nu, har jeg haft i nogle år efterhånden, og det kan jeg godt lige styre. Det er fint.

Det bedste råd

jeg har fået, er, at man skal tjene pengene, inden man bruger dem. Det fik jeg af min far, der også var selvstændig, og det har tjent mig godt i de 23 år, jeg har drevet restaurant sammen med min kone. I sådan en branche som den her er en af årsagerne til, at vi stadig er her, at vi altid har forsøgt at holde styr på økonomien. At tjene pengene, inden vi bruger dem.

Det menneske

der har gjort størst indtryk på mig, er – udover min kone – nok min gamle læremester Roy Hurtigkarl fra restaurant Gastronomique i Frederiksberg Have. Han drev forretning med hjertet, og kun som han selv ville det. Det var stort.