Danskernes madvaner er i bund. Berlingske har netop dokumenteret, at vi snart er indehaver af Europamesterskaberne i discount, ligesom vi som bekendt er dem, der bruger færrest penge på mad i Europa i forhold til vores indkomst pr. indbygger.

Dermed undrer det ikke, at vores eneste kvalitetskæde Irma har klaret sig urimeligt dårligt uden for Københavns volde.

Men hvordan står det egentlig til med madkulturen i vores kære hovedstad?

Bedre! Både hvad angår smag og sundhed.

Nørrebro ville muligvis være Danmarks fattigste kommune, men selv på en tilfældig cykeltur ned ad Nørrebrogade bliver vi bombarderet med gadereklamer for økologi og fuldkorn.

Godt symboliseret ved, at McDonalds - paradoksalt nok efter Ungdomshusets rydning - blev erstattet af den i kvalitetsmæssigt henseende noget bedre kæde Lagkagehuset.

Anerkendte restauranter blomstrer op i København, senest har den verdensberømte Noma-kok Matthew Orlando opstartet en ny restaurant på Refshaleøen, respektable kaffebarer udbreder sig, selv de udskældte discountsupermarkeder tilbyder mere og mere økologi, bryghuse åbner dørene op for de tørstige og gadernes utallige kebabsnedkere og pizzeriaer har i de seneste år fået øjnene op for forbrugernes efterspørgsel af bedre råvarer end skinkebov, dåseananas og kød, hvis konsistens er fedt og knogler.

Det siger ikke så lidt. For København har kulinarisk vokseværk.

Torvehallerne kender vi alle. Til efteråret kommer der en maritim pendant i form af et flydende fiskemarked i Københavns havn. Folk er begyndt at etablere byhaver. I 2014 kan man avle østers, blåmuslinger og tang – fra en tømmerflåde midt i Københavns Havn. Det kalder man maritime nyttehaver.

Og omkring Nørrebro Station er der planer om bazarlignende tilstande forhåbentlig med et kæmpe udvalg af kød, fisk og grønt.

Læs Kim Flyvbjergs fine artikel om havets byhaver her.

Det er hamrende positiv, at en stor gruppe af københavnere bruger flere penge på kvalitet frem for kvantitet. Jeg er selv en af dem, som er kommet med på bølgen de seneste par år, ud af skyggerne.

En helt igennem positiv udvikling, der dog ikke må resultere i elitær ekskludering.

Der går nemlig en lige linje mellem kaffebarernes udbredelse ned langs Nørrebrogade, Tagensvej, Vesterbrogade og tilflytning af folk med økonomien i orden, mens borgere, som ikke er helt nede med fancy-pancy øko-kultur, bliver skubbet længere og længere mod Tingbjerg og Vanløse.

Det kan skade mangfoldigheden. Som redaktøren af Euroman Jens Vilstrup skrev i maj måned Euroman, er der en fare for, at os pæne og korrekte københavnere er ved at dræne hovedstaden for den mangfoldighed, vi værdsætter så højt, med penge og politisk korrekthed.

»Det presser priserne i vejret, det presser mangfoldigheden, det ensretter, det suger liv, og det feminiserer byrummet,« skriver redaktøren.

Jeg mener ikke, at der er nogen grund til at sparke nedad. At lade være med at drikke øl hos Mikkeller på Stefansgade, gå uden om Valby Ostelager på Valby Langgade og holde sig langt væk fra muslinger i Københavns havn.

Problemet kommer, når småborgerne flytter ind. Dem, som vil bo midt i byens fantastiske tag-selv-bord, men vil have lukket vinstuen Femmeren på Østerbro, fordi de spiller jazz hver anden søndag eftermiddag. I tre timer.

Dem, som vil have bænkene fjernet fra bybilledet som i Sydhavnens nybyggede, hvide ghetto, det såkaldte jazzkvarter, hvor der ikke er plads til sprittere og andre skæve eksistenser, men derimod til det firkantede, kliniske og kontrollerede.

Det har kommentator hos Politiken Brian Espensen skrevet en lille klumme om. Læs løs og god weekend!