Hash er så omdiskuteret, at det splitter den traditionelle, politiske højre-venstre skala til uigenkendelighed.

Man bare rolig, venner. Alt løser sig. Der kommer en rigtig god løsning i morgen.

Her præsenterer overborgmester Frank Jensen et forslag, der giver kommunen ret til at gro hash, så vi andre kan fyre fede uden at frygte for politiets sniffende næsebor og lange fingre.

Forslaget tillader enhver person over 18 år at købe op mod 5 gram kommunedyrket hash om dagen.

Problemet er, at det er tredje gang, Frank Jensen stiller et sådant forslag. Og heller ikke denne omgang giver jeg fem flade fede for hans ellers udmærkede forslag om at lovliggøre hash.

Sagen er så simpel, at Folketinget skal dispensere fra narkotikalovgivningen, og det kommer aldrig til at ske.

Det ved Frank Jensen udmærket godt, men derfor er der jo stadig mange politiske point at hente, når folkeforfører Frankie-boy scorer stemmekvæg med populistisk politikerpis.

Så bare rolig. Alt bliver som det plejer. Trafikken til og fra Christiania med opsmøgede frakker og inderlommerne fyldt med joints kommer til at fortsætte ufortrødent.

Og det er lige godt det samme.

Der er en grund til, at mange folk ryger. Det gør en afslappet, det sætter fantasierne i gang, det er en tur-retur billet ud i mælkevejen med nærmest statsgaranti for sikker landing. Hash giver grineflip, hash er en virkelighedsflugt. For andre er hash medicin. Kan helbrede og lindre smerte mod denne jords mest modbydelige sygdomme.

Dermed ikke sagt, at det altid er lige fedt at fyre den fede.

Der kan utvivlsomt have negative konsekvenser at gøre brug af hash.

Ligesom trafikken hvert år dræber hundreder af unge og gamle, og ligesom storbyernes stress og jag giver depressioner og angst, som vi bekæmper med psykologer, lykkepiller og alkohol, der til gengæld smadrer nyrer og levere og gør, at vi ikke evner at have et 8 til 16-job, og som splitter familier ad fra Sydhavnen til Østerport, så lille Kenneth eller lille Saxo må tage til takke med at se sin mor hver anden uge og forlade hende grædende for ugen efter at forlade sin far grædende, og ligesom indtaget af fedt, rødt kød, lørdagsslik, chips og bakteriebefængte kyllinger hvert år koster hospitaler millioner af kroner, og ligesom høj musik giver os susen for ørerne, tinnitus, og smartphones tager al vores opmærksomhed, så vi ikke kan læse bøger længere og mister evnen til at uddanne os, og ligesom vi risikerer bentøj og lemmer på fodboldbanen allerede i folkeskoletiden, en folkeskole som i øvrigt bare gør os dummere og dummere og skader os for livet, så vi senere risikerer at bekæmpe vores egen barndom hos psykologer og med alkohol, ligesådan er det med hash.

Der kan utvivlsomt være en risiko ved at hash. Hash kan give hashpsykose. Hash kan være vanedannede. Hash kan give lungeproblemer. Hash kan gøre dig træt. Hash kan gøre dig doven. Hash kan gøre dig socialt afstumpet. Før du begyndte at ryge, havde du mange venner. Nu er du 22 år gammel, og når du ser dig omkring, er alle dine venner rygere.

Jo, der er sikkert mange gode grunde til ikke at tænde for piben. Når det er sagt, kender jeg utallige, der ryger. Og er åbne omkring det. Højreorienterede. Venstreorienterede. Kollegaer, studerende. Unge, voksne, gamle. Amerikanere. Somaliere. Rumænere.

Nogle oftere end andre. Mig bekendt oplever de alle de potentielt negative konsekvenser som marginale.

Ligesom nogle, der drikker alkohol, forbliver på bunden af flasken, forbliver nogle rygere i en rus af en anden verden, vi andre har svært ved at forstå. Sådan er det.

Forskellen på hash og alkohol (og mange andre af livets mere brogede betingelser) er, at det er kriminelt at ryge hash. Som hashryger er du forbryder, en outlaw i hovedstaden.

Krigen mod stoffer koster hvert år amerikanerne 285 mia. kr. I København koster politiindsatsen i hvert fald 40 millioner årligt og giver banderne en sikker og unik indtægtskilde, godt en milliard kroner om året, som staten går glip af.

Vi kan ikke fortsætte en årtiers lang politikamp mod folkets trang til at ryge en joint i ny og næ, fordi nogle meget få ikke kan styre det. I så fald giver det ingen mening, at alkohol og tobak er lovligt.

Lad nu folk selv træffe et personligt valg og stop kriminaliseringen af folk, der ønsker en tur til Mælkevejen i førstkommende weekend, eller folk, der ønsker medicinal hjælp til at lindre smerte.

Men til rådshusets politikere vil jeg sige: befri os i det mindste for politisk teater I kan score billige point på. Hvis I mener det, må I tage kampen på landsplan. Falske forhåbninger kan sgu ikke ha’ sin rigtighed.

Hvad mener du? Skriv en kommentar under artiklen.