For et par uger siden væltede det ind med kommentarer til min klumme om, at København burde bygge højere. De færreste kommentatorer var enige. Det gør såmænd ingenting, men jeg studsede over debatniveauet. Det var rystende lavt som Nationens en onsdag formiddag.

En gik så langt til at spørge, om jeg er Uffe Ellemann – der må jeg skuffe, men tager spørgsmålet som en ros. Faktisk ligger hans leksikale skud af en bog 'Det lysner i Øst' på mit bord.

Det var indrømmet meget sjovt med alle de svinere, men generelt ser jeg det som et stort samfundsproblem. Facebook og kommentarer i debatter er fyldt med smædeord, personangreb og racisme. Næppe godt for vores samfund, endsige demokratiet. 

Fint, vi er uenige. Men for at en debat skal være velfungerende i offentligheden må sprogbruget holde et vist niveau. Ellers forfalder vi til platheder og verbale klammerier. Og i sidste ende vinder den dumme. Den, der råber højest. Buldrer mest frem.

For mig at se er samfundssygen manglende respekt for hinanden. Høflighed, folkelighed og dannelse er idealer fra fortiden, som vi med fordele kunne grave frem fra historiebøgerne. Ingen taber på det.

Med høflighed mener jeg, at vi siger pænt tak og farvel. At vi hilser på vores billetkontrollør i toget. Det virker så komisk, at hun evig og altid siger goddag, tak og farvel til passagerne, der til gengæld sidder stumme tilbage.

Med folkelighed mener jeg, at taler sammen. På gaden. I bussen. På pizzeriaet. Man behøver ikke. Men muligheden skal være der. Det gør de meget i New York. I metroen får man lige en historie med, hvis man er heldig. Uden at føle sig forlegen.

Med dannelse mener jeg manerer, og at vi respekterer hinandens tilstedeværelse. Det kunne være noget med ikke at råbe ind i sin mobiltelefon i bussen. Derimod føre korte samtaler. Det kan være noget med at lukke munden, når man tygger. Undlade at smaske med sit tyggegummi.

Dannelse kan også betyde, at vi læser dagens avis frem for at spille bip-bip spil på vores telefoner.

I morges besøgte jeg det skønneste bageri på Valby Station, hvor jeg fik en vanlig sort kop kaffe, inden jeg drog med toget mod Odense. MusikConditeriet, hedder det.

Bageriet var indrettet med borde og stole, bag disken stod en sød, smilende ekspedient, som udstrålede menneskeligt og sprogligt overskud. Hurtigt fik hun mig overbevist om at blive og drikke min kaffe. På fladskærmen kørte TV2 News, og på bordet lå Weekendavisen klar til at blive læst.

Det lyder måske basalt og burde også være det, men jeg oplever en anden tone, end den jeg er vant til hos diverse bagerier.

Man kunne frygte den sædvanlige tomhjerne af en ekspedient, som ikke kan fremstamme andet end indstuderede replikker som ”ellers andet” eller ”det ved jeg ikke”.

Man kunne frygte, at fladskærmen på væggen var tunet ind på The Voice eller andre enerverende ligegyldigheder.

Som at gå ind i en tøjbutik med al for høj popmusik, hvor ekspedienten er over dig med det samme: ”Er der noget, jeg kan hjælpe med?” og under resten af besøget forbliver i en radius af to meter omkring dig.

Nej, ellers tak du, jeg kan ikke lide lugten af bageriet. Vi ses!

Niveauet af høflighed og dannelse i det offentlige rum preller af på os som samfundsborgere. Det begynder på gaden.

Sig goddag til din buschauffør. Farvel til din bagerjomfru. Vent på det grønne lys i trafikken. Vis overskud. Stå ikke og iagttag din ekspedient med skumle øjne, indtil ekspedienten tager initiativ til at sige hej. Gå til dem med et goddag og et smil. Og sig tak for dine varer.

Smid en femmer til en tigger. Smid en tier til en gadesanger. Og læs blot en smule i dagens avis, så du har noget at tale med hverandre om. Udover vejret. Rigtig god søndag.