Weltbild er, eller var, ikke bare et forlag, men også en boghandlerkæde, som var Tysklands næststørste. Kæden er drevet i et samarbejde med den familieejede boghandlerkæde Hugendubel, og til sammen sælger de to partnere bøger fra 420 filialer. Plus fra nettet, naturligvis, og det er herfra, at konkurrencen har været hårdest.

Weltbild har de senere år prøvet at kopiere Amazons strategi og udvide varesortimentet i sin webbutik fra bøger over film og musik til lyskæder og sminke, men det har ikke hjulpet på omsætningen, som er faldet i indeværende regnskabsår. Samtidig har Weltbild ikke kunnet holde omkostningerne på Amazons niveau, fordi man stadig driver fysiske boghandlere og udgiver et fysisk katalog. Og ifølge den tyske avis Handelsblatt sagde den katolske kirke så stop natten til fredag.

Fagforbundet Verdi raser, ikke mindst over de katolske bispedømmer, som er medejere af Weltbild.

»I årevis har man indkasseret fede fortjenester, som man har brugt til at finansiere sine pragtbyggerier, og så, når de ansatte har brug for hjælp, så lader man være med at give de penge, man ellers havde givet tilsagn om. Mere modbydeligt kan det faktisk ikke være,« siger Thomas Gürlebeck, faglig sekretær for Verdi i Weltbilds hjemby Augsburg - til Handelsblatt.

Partneren Hugendubel er fattet.

»Nyheden rammer os ikke uforberedt,« siger direktøren Nina Hugendubel.

Nummer tre blandt Tysklands fysiske boghandlere er kæden Thalia, og derefter kommer Valora, Mayersche Buchhandlung og Osland. Men Amazon overskygger dem alle. I 2012 solgte internetkæmpen bøger i Tyskland for 1,6 milliarder euro, hvilket svarer til den samlede omsætning hos Weltbild. Tre fjerdedele af internet-bogsalget i Tyskland sker i dag gennem Amazon.

Weltbilds webshop kan besøges på www.weltbild.de