Dansk Folkeparti er et parti i fremgang. Meningsmålingerne siger det. Medlemstallet fortæller om det. Partiformandens popularitet indikerer det. Spørgsmålet er så, hvad denne popularitet kan bruges til fremover. Eller mere konkret: Hvordan står Dansk Folkeparti og Kristian Thulesen Dahl efter et valg om cirka to år?
Her må gøres et par forudsætninger. For det første skal den nuværende regering med støtteparti tabe flertallet i Folketinget. Det tyder alle meningsmålinger siden valget for to år siden også på, at man gør. For det andet er der spørgsmålet om, hvilket parti i den nuværende opposition, der får det største stemmetal. Det har nemlig i de seneste årtier været afgørende for, hvem der fik statsministerposten. Alle målinger tyder på, at Venstre bliver det klart største parti og dermed får tildelt statsministerposten.
Hvad gør Dansk Folkeparti og Kristian Thulesen Dahl så? Meget kunne tyde på, at Dansk Folkeparti med en 15-18 procent af stemmerne vil være lettere for statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) at have inden for i en regering end udenfor som støtteparti. En oplagt og magtfuld post til Kristian Thulesen Dahl ville samtidig være finansministerposten. Det ville dels betyde, at posten blev besat med en yderst kompetent person. Dels ville det sikre Lars Løkke Rasmussen, at Dansk Folkepartis formand blev gjort til førstevidne til de data, som fortæller om, at reformer af velfærdsstaten er tvingende nødvendige – hvis netop velfærdsstaten skal reddes.
Dansk Folkepartis besættelse af finansministerposten ville også være en kroning af Dansk Folkeparti som en af det danske demokratis støttepiller. Dansk Folkeparti har – bl.a. fordi lederne har lært lektien i Fremskridtspartiet – været i stand til at undgå de fleste af de fælder, som mange andre europæiske partier med en indvandrerkritisk og socialpolitisk profil er endt i: at være partier med en enkeltsagsdagsorden og centreret omkring en eneafgørende karismatisk leder, som det derfor har været svært for andre borgerlige partier at samarbejde med.
Den brede, »normalpolitiske« dagsorden har også gjort, at Dansk Folkeparti har kunnet tiltrække mange traditionelle socialdemokrater som vælgere og medlemmer. Samtidig har Pia Kjærsgaard og Kristian Thulesen Dahl været yderst gode politiske håndværkere, som har fået mange af deres ting igennem. For Kristian Thulesen Dahls vedkommende er spørgsmålet, om han ikke på nuværende tidspunkt er Folketingets suverænt dygtigste politiker, der mig bekendt ikke har sat en eneste fod forkert i sin tid som formand. På den måde er han nærmest Mogens Glistrups diametrale modsætning eller anti-tese.
Dansk Folkepartis succes er samtidig udtryk for, at den gamle venstre-højre skala er mere eller mindre opløst. Arbejderne stemmer oftere på DF-V end på Socialdemokraterne. Velfærdsstaten er også ifølge mange vælgere i bedre hænder hos DF end hos S. Spejlbilledet på Dansk Folkepartis succes er således Socialdemokraternes fiasko. Omvendt kan det være, at DF ikke skal glæde sig for tidligt. Det kan være, at S finder ud af, at det ingen vælgere længere har helt naturligt og begynder at tage ved lære af DF.