I denne uge er der maksimalt ni måneder til næste folketingsvalg, og på det seneste har et par kommentatorer indtaget et ellers meget ledigt standpunkt: At regeringen vil overleve valget.

På Jyllands-Postens hjemmeside skriver bloggeren Jakob Terp, at regeringen vil vinde, fordi den har ledet under en lavkonjunktur, er ansvarlig og reformorienteret, får ros fra nogle erhvervsledere, og har en dygtig leder. Det er legitime synspunkter, men har nok mere karakter af ønsketænkning end argumenter.

Mere overbevisende har fhv. chefredaktør David Trads i Politiken argumenteret, at regeringen faktisk har »leveret« det, som centrum-venstre vælgerne burde ville have - og derfor bør de frafaldne komme tilbage. Han mener, at kombinationen af en højere økonomisk vækst end eurozonen, faldende arbejdsløshed, stigende eksport, marginalt større lighed m.v. burde vende billedet.

Begge vurderinger har (i forskellig grad) noget, der taler for dem, men de lider dog også begge af én fejl, der ofte begås: Sammenblandingen af »kan« og »vil«, af »mulighed« og »sandsynlighed«. Det forhold, at noget kan ske, er på ingen måde det samme som, at det vil ske. I morgen kan det teoretisk ske, at den danske stat går bankerot, universet bryder sammen og Brøndby IF bliver Danmarksmestre i fodbold. Det betyder ikke, at det er sandsynlige begivenheder.

Sandsynligheder kan man bedst fornemme ved at se på fortilfælde. Her er et simpelt faktum, at ingen regering i de mange årtier, hvor der er foretaget meningsmålinger i Danmark, så længe har været så meget bagud. Faktisk tabte regeringen sit flertal allerede i den første meningsmåling efter folketingsvalget i 2011, og målt på månedsgennemsnit har S, R, SF og EL på intet tidspunkt siden regeringstiltrædelsen kunnet mønstre et flertal. Vi taler her om en slags Danmarksrekord i manglende opbakning til en demokratisk valgt regering.

For øjeblikket viser Berlingske Barometer 55 pct. til »blå blok« og 45 pct. til regeringens parlamentariske grundlag. Med andre ord skal der flyttes godt fem pct. af vælgerne - ikke blot mellem partierne, men fra den ene fløj til den anden. Det svarer til et antal vælgere som indbyggertallet i Odense. Ingen regering i meningsmålingernes historie har efter at have været så langt bagud i så lang tid på så kort tid, som der er tale om inden næste valg (godt ni måneder), flyttet så mange stemmer.

Men nutiden er langtfra altid den bedste indikator for, hvordan fremtiden vil se ud. Så hvilke scenarier, der ikke blot er mulige, men også sandsynlige, ville realistisk kunne redde SR-regeringen?

Det er svært at se, at nogen enkelt faktor vil kunne gøre det. Det mest nærliggende er et økonomisk opsving, som historisk set er en væsentlig faktor til fordel for en siddende regering - hvilket også ligger i Trads’ vurdering. Der er indikationer på, at amerikansk og britisk økonomi er på vej frem, og det vil kunne smitte af, men de fleste hjemlige økonomer spår dog for tiden »svag« vækst herhjemme i 2015. Men når valgforskere ser på sammenhængene mellem samfundsøkonomi og valgudfald er det klart, at man taler absolutte størrelser: Det er ikke nok, at man klarer sig bedre end andre, hvis væksten kun er så lav som f.eks. én pct. eller lidt over det. Regeringens problem er i særdeleshed, at for hver dag, der går, vil der skulle et stadigt større og mere markant opsving til for at nå at kunne udløse en større vælgerbevægelse.

Man skal som bekendt aldrig sige »aldrig«, men lægger man erfaringerne til grund er et »efter alt at dømme næppe« nok på sin plads.