Politiet stod i går stadig ikke foran et afgørende gennembrud i sagen om det voldsomme overfald på Frederiksberg, som fredag 20. januar udviklede sig til en drabssag, da familien til det 21-årige offer, Cem Aydin, valgte at slukke for respiratoren. Mellem otte og ti overfaldsmænd stod ifølge vidner bag voldshandlingen, der udspillede sig aftenen forinden foran den 21-åriges bopæl på Kong Georgs Vej og efterlod ham med så svære hovedlæsioner, at han ikke stod til at redde. Overfaldsmændene gik tilsyneladende systematisk efter den unge mands hoved, men derudover er udåden og baggrunden for den fortsat præget af flere spørgsmål end svar, fortæller politikommissær Hans Erik Raben. Og samtidig breder ængstelsen sig for, at gerningsmændene kan knibe sig udenom, når og såfremt politiet slår kløerne i dem.

Hos Dansk Folkeparti ser man eksempelvis med gru tilbage på Blekingegadebandens uafklarede - og ustraffede - drab på en ung politibetjent i 1988 og frygter, at også Cem Aydins overfaldsmænd kan søge ly bag hinandens tavshed.

»Det kan ikke udelukkes, at de kun dømmes for vold eller deltagelse i voldeligt overfald. Det går ikke. Alle deltog i jagten, og måske kan truslen om en kollektiv drabsdom få munden på gled hos de af dem, som måske ikke slog og sparkede. Og hvis ikke, så må hele gruppen efter vores opfattelse tage den strengest mulige straf,« siger partiets næstformand og retsordfører, Peter Skaarup.

DF vil på den baggrund i den kommende uge »genfremsætte« et beslutningsforslag om, at politi og domstole skal kunne anklage og dømme alle deltagere i optøjer, vold og drab - også uden præcist at kunne bevise, hvem der gjorde hvad, fortæller han.

Også Eva Selsing, filosof og fast tilknyttet Berlingske som kommentator, mener, at det bør sikres, at ingen døre står på klem.

»Vi står i Danmark med en ny type forbrydelser - i dette tilfælde en mulig kombination af familiedrab og gruppevold med døden til følge. Gerningsmændene har tilsyneladende været bevidst om, at risikoen for at blive identificeret og dømt for drab er mindre, hvis de blot optræder i en gruppe. Dette udgør i sig selv en sikkerhedstrussel og er også krænkende for borgernes retssikkerhed. Så jeg vil ikke umiddelbart afvise, at domstolene i særligt grove tilfælde, som dette indtil videre ligner, skal kunne benytte sig af en sådan en mulighed,« siger Eva Selsing.

Blekingegadebanden, som har undgået en drabsdom ved at holde tæt med, hvem der i sin tid trykkede på aftrækkeren, er ikke alene om at have fået retssystemet til at kaste håndklædet i ringen via kollektiv tavshed. Eksempelvis faldt sagen mod moren og stedfaren til en toårig pige, som havde fået hældt en stærk basisk væske - formentlig afløbsrens - i ansigtet, sidste år til jorden, da ingen ville eller kunne løfte på sløret for skyldsspørgsmålet.

»Det kan kun være en af de to (forældrene, red.). Men ingen kan sige hvem, og så har retten ikke andet valg end at frifinde,« sagde statsadvokatassessor Bente Schnack umiddelbart efter, det var blevet droppet at føre sagen videre til landsretten. Nogenlunde samme begrundelse lå bag, da seks politibetjente i 2009 gik fri efter næsten at have kvalt en i øvrigt uskyldig 20-årig glarmesterlærling under en fejlanholdelse. Lærlingen huskede det ikke, og heller ikke betjentene og deres indsatsleder var angiveligt i stand til at genkalde sig det præcise handlingsforløb. Rigsadvokat Jørgen Steen Sørensen bakkede dog op om en streng kritik af betjentene.

Ifølge professor i strafferet Vagn Greve er der trods sådanne sager ikke behov for en »ændring af den nuværende rets­tilstand« - og slet ikke med afsæt i den aktuelle drabssag. Her er der efter hans opfattelse al mulig grund til at tro, at ansvaret bliver delt hele vejen rundt. Hvis sagen vel at mærke ender med at tage sig ud, som den er blevet fremstillet i dagspressen.

»Det, man skal gøre sig klart, er, at man i dansk ret allerede i vidt omfang gør folk medansvarlige for andres handlinger. Danmark har faktisk et af de mest omfattende medvirkende­begreber, som findes. Det vil sige, at når du går ud sammen med nogle andre og begår et drab som det på Frederiksberg eller på forhånd har kunnet se, at drab kunne blive udfaldet af forehavendet, så vil du også blive straffet for den fuldbyrdede forbrydelse - uanset om du har slået offeret i hovedet, over benene eller set passivt til,« siger Vagn Greve.

Efter hans opfattelse vil voldsmændene dermed heller ikke kunne trække tavshedskortet. Tværtimod vil deres tilsyneladende velkoordinerede samarbejde formentlig blive anset som en skærpende omstændighed.

De fortilfælde, hvor en eller flere fra en gruppe har undgået en straf via kollektiv tavshed, er situationer, hvor der er begået en »absurd handling« uden for rammerne af det, som kan antages at have været planen hjemmefra. Og hvor resten af gruppen bagefter nægter at vidne om forholdet, som vi f.eks. så det i forbindelse med Blekingegadebanden, forklarer Vagn Greve. Han advarer i samme åndedrag mod at sidestille det ikke at ville vidne med at være medskyldig. Det vil principielt kunne medføre en situation, hvor eksempelvis en person, som ikke tør vidne mod en rocker, skal dømmes for det, rockeren sidder anklaget for.

»Der er en væsensforskel på den straf, man med mening kan give folk for at nægte at vidne, og så den straf, som man kan give folk for at dræbe andre,« siger Vagn Greve med reference til såvel Blekingegadebanden som voldsmændene på Frederiksberg.

»Det handler om at bevare retssystemets anstændighed, og her har vi i Danmark allerede høstet rigelig kritik for de nuværende stramme forhold på medvirkende-området,« tilføjer han.

Justitsminister Morten Bødskov (S) vil først tage stilling til DF-forslaget, når det lander, mens den socialdemokratiske retsordfører, Ole Hækkerup, har svært ved at forestille sig, at det vil få gang på jord.

»Nu har vi jo ikke hørt den konkrete ordlyd endnu, men efter min opfattelse skal man være meget forsigtig, når det kommer til kollektiv straf. Vi adskiller os som demokrati fra autokratiske regimer ved at se mennesker som enkeltindivider, der som udgangspunkt kun bør stå til regnskab for deres egne handlinger - selv om man kan have nok så megen lyst til at straffe f.eks. Blekingegade­banden og folkene bag ­overfaldet på Frederiksberg for drab. Det er en meget svær juridisk balancegang, og jeg tvivler på, at DF lige rammer snittet,« siger Ole Hækkerup.