Tænk hvis man med et snuptag kunne forvandle den sure rengøringstjans derhjemme med ren og skær mindfulness og afstressning.
Så ville mange af os formodentlig få betydeligt nemmere ved at komme op af sofaen og få sving i støvsugeren, gulvskrubben eller hvad der nu trænger til at blive svunget.
Og det er da også tanken bag Electrolux's nyeste markedsføringstiltag, hvor firmaet sælger et meditationsprogram sammen med en af deres mere støjsvage støvsugere.
Electrolux har ifølge sin pressemeddelelse 'fået udviklet meditationsprogrammet ’Clean your mind’. Meditationsprogrammet er skabt specifikt til at kunne praktiseres samtidig med støvsugningen, og det er det første af sin art i verden. ’Clean your mind’ er baseret på den såkaldte ’uformelle meditation’,' hedder det bl.a. fra firmaet, som har fået coach, jurist og ledelseskonsulent Berit Faber til at anbefale netop kombinationen af støvsugning og meditation:
'Kombinationen af uformel meditation og opgaver fra hverdagen kan faktisk være en rigtig god måde at skabe lidt hverdags-zen, så meditationen bliver en integreret del af dagligdagen og ikke bare endnu et særskilt punkt på vores lange to-do-liste, som vi skal afsætte tid til og have overstået. Nye forskningsresultater tyder på, at meditation træner vores opmærksomhed, organiserer tankerne, reducerer stressniveauet og kan bane vej for ro og selvindsigt,' fortæller Berit Faber, der ifølge pressemeddelelsen har arbejdet med buddhistisk meditation og filosofi i 30 år.
Men helt så enkelt er det nu ikke, hvis man spørger en, der har forsket i meditationens effekt, nemlig hjerneforsker, overlæge og PhD. Troels Kjær fra neurofysiologisk afdeling på Rigshospitalet.
'De har fat i noget, for man kan godt meditere i forskellige situationer. Man behøver ikke sidde i bestemte stillinger, have røgelse og bruge klokker for at meditere. Man kan f.eks. godt sidde i bussen,' siger Troels Kjær.
Læs mere om meditation og Troels Kjær (Netdoktor.dk)
Alligevel mener han ikke, at man kan tage Electrolux's påstande om meditation under støvsugning for gode varer.
'Det er en kommerciel gimmick, hvor man forbinder rengøring af sjælen og rengøring af hjemmet. Og hvis programmet er lavet godt, vil jeg da ikke afvise, at man kan komme i en meditativ tilstand ved at gå roligt rundt med støvsugeren derhjemme.
Men hvad nu hvis der lige ligger en legoklods, som man er nødt til at bøje sig ned og samle op? Og hvad med at komme rundt om stoleben og den slags, så man får støvsuget ordentligt? Så bliver man jo trukket ud af tilstanden,' siger Troels Kjær, som konkluderer:
'Man kan ikke gøre begge ordentligt dele på en gang. Man må vælge, om man vil meditere godt eller støvsuge godt.'