Ajax Amsterdam var pisket til sejr over AC Milan i den sidste gruppekamp, hvis der skulle være Champions League på menuen til foråret. Det blev dog kun ved intentionen for hollænderne, der måtte nøjes med 0-0. 

Ajax havde ellers alle muligheder for at spille sig videre til 1/8-finalerne i Champions League og sad på spillet i store dele af kampen.

De hollandske mestre, der havde Christian Poulsen, Viktor Fischer og Lasse Schöne med fra start, kom ellers flyvende ud af starthullerne og var tæt på at komme foran allerede efter mindre end fem minutters spil.

Viktor Fischer startede med et skud tæt på mål, der dog blev blokeret til hjørne, som Lasse Schøne tog sig af. Han sendte bolden lige ind i hovedet på Christian Poulsen, der snittede bolden perfekt, men uheldigvis gik den på stolpen i stedet for i mål. Og Christian Poulsen lignede en, der var i rigtigt målhumør. Bare få minutter var igen klar med hovedet, dog uden sammen præcision som første gang.

Efter 20 minutters spil kom den danske midtbaneslider dog for alvor i fokus i kampen, da han blev væltet omkuld og stemplet groft på anklen af Milans Ricardo Montolivo. Det resulterede i direkte rødt kort fra dommer Howard Webb, der sendte italieneren i bad før tid.

Den aktion medførte resolut piften af Christian Poulsen, hver gang han havde bolden, men det virkede ikke til at påvirke den rutinerede dansker, der var godt kørende på midtbanen.

Efter udvisningen fik Ajax mere overtag og havde hele 64 procent af spillet i første halvleg, der dog sluttede målløs.

Christian Poulsen blev skriftet ud i pausen, men det hollandske pres og overtag fortsatte ufortrødent og mere kontrollerende. Til tider var det næsten rent skydetelt foran AC Milans mål, men en blanding af uskarphed og keeper Christian Abiati, som stod en brandkamp, forhindrede Ajax i at komme foran.

Specielt Viktor Fischer kom frem til flere muligheder, der med lidt mere skarphed kunne have givet mål. De udeblev dog, og i stedet for kunne AC Milan juble over en plads blandt de 16 hold, der skal spille 1/8-finaler til foråret.

Der gør Schalke 04 dem selskab. Tyskerne var også tvunget til sejr over Basel, for at komme videre, mens schweizerne kunne nøjes med uafgjort. Men Schalke afgjorde tingene med en 2-0 sejr og går videre sammen med Chelsea fra gruppe E.

I gruppe G kom Zenit Skt. Petersborg videre, selvom de tabte Austria Wien, da Porto samtidig tabte til gruppens førerhold Atletico Madrid.