Ifølge aftonbladet.se havde de ansatte på jobcenteret heller ingen anelse om, hvorfor så mange mennesker pludselig formede en gigantisk kø foran indgangen til Arbetsförmedlingen på Sveavägen i det centrale Stockholm.

Lige indtil det stod klart, at nogen havde begået en brøler.

Jobcenteret havde - troede de - indkaldt 1.000 arbejdsløse borgere til et rekrutteringsmøde med 10 forskellige virksomheder, der var interesserede i at hyre medarbejdere. Men ved en fejl var brevet blevet mailet ud til 61.000 borgere i stedet for 1.000.

Alle fremmødte borgerne mente naturligvis, at de skulle til møde. Det er uvist, hvor mange håbefulde svenskere der reelt mødte op foran jobcenteret, men situationen skabte så meget uorden, at de ansatte på jobcenteret udleverede overfaldsalarmer til politipatruljerne.

Ulf Lindgren, pressechef ved Stockholms politi, fortalte aftonbladet.se, at ordensmagten straks gik i gang med at tale med de mange fremmødte og berolige dem, der var blevet oprørte over at have glippet chancen for et job.

Frustrerede svenskere - hvoraf nogle havde rejst længe og andre forladt børn derhjemme - viste mailen fra jobcenteret frem til de ansatte. De ville ind - men måtte vende forgæves om, da politiet fortalte menneskemængden, at dagens rekrutteringsmøde var aflyst.