Helt nede ved rampen. Belyst fra start til slut. Der finder vi Jens Albinus’ »Richard III« på Aalborg Teater. Og dér forbliver han - næsten – i de omtrent to og en halv time, det tager, før Shakespeares koldblodige morder og intrigante satan har fået afløb for det magtbegær, han allerede fra første færd indvier os i.

Det er her, den unge, begavede instruktør Therese Wilstedt har placeret ham. Og resten af det indviklede og mangehovede rollegalleri – de fleste efterhånden fældet af Richards skumle planer på hans vej mod tronen – kan så passende trippe rundt bag ham som de brikker i hans betændte spil, de er. Et enkelt greb, som fungerer fremragende på den skrånende scene med de nådesløse betonvægge. Vi er denne Richards medvidere og medskyldige.

Det er os, han henvender sig til. Det er publikum, han næsten vellystent betror sine nedrige planer, omtrent som indviede han os opstemt i et socio-videnskabeligt eksperiment: Hvad sker der, hvis jeg river al medlidenhed og medynk ud af kroppen? Hvor langt kan jeg nå, hvis jeg frasiger mig al medmenneskelighed og fortrænger samvittigheden?

Ultramoderne schwung

Jens Albinus har naturligvis alt til rollen som denne shakespearske superskurk. Magten er et mål, men iværksætter han ikke lige så meget hele sin ubønhørlige mordmaskine for sjovs skyld? Fordi han kan? Den ydre deformitet behøver han ikke spille.

En enkelt indadvendt solid sko i ny og næ, et knæk i ryggen, de lange arme ned langs siderne, de talende hænder for enden af dem. Den indre krøbling er man heller aldrig i tvivl om: Der er et kynisk muntert liv i de stålblå øjne i det lange, levende ansigt, en muntert ironisk vrængen ad den sorg og smerte, hans ugerninger trækker med sig.

Han betragter sig selv som overmennesket, der nærmest med et skuldertræk ser sine ofre sprælle i nettet. Flot taler han os langsomt ind på det fremmedsprog, Shakespeares ophøjede ordvæv er for de fleste, smager på sproget for os, inden øret finder sig til rette. Og han giver sine mange replikker et dynamisk, ultramoderne schwung, der gør Shakespeare nærværende. Ormer sig ind på sine ofre med retorikken, for så at tvinge dem i knæ med et solidt greb om deres ædlere dele.

Det er en præstation, der er orkestreret med en flot kurve, som efterhånden lader den angstsvedende tyran glide over i en nærmest desperat anspændt irritation over den skæbne, der går ham imod – frem mod de berømte ord om »mit rige for en hest«, der slutter det hele, her et opgivende punktum. Det er en stor indsats, som aftenen på Aalborg Teater naturligvis handler om og tager sit udspring af.

Brutalt kuldslået

Men teatrets ensemble tager heltemodigt kampen op mod overmagten. Ikke mindst det nye talent Marie Knudsen Fogh som den hårdt prøvede dronning Elizabeth – hende med de myrdede sønner i Tower – svinger flot mellem stejl foragt og total resignation. Og en præcis Martin Ringsmose som den svigefulde Buckingham, der længe hjælper Richard med planerne, bliver her til en bebrillet embedsmand, en slags spindoktor, der fungerer som et spejlbillede af arbejdsgiveren.

I det hele taget har Therese Wilstedt skabt en flot, brutalt kuldslået forestilling, hvor mord foregår ved, at et slips bliver løsnet og en jakke krænget af, hvor Etienne Pluss’ omskiftelige scenografi kan understrege den fremadskridende førerbunkerklaustrofobi i slagtehuset. Iscenesættelsen er ikke »formfuldendt« smart. Den er løs i kanterne på en stram måde – eller også er det omvendt? Deraf et særligt liv. Det er morderisk godt.

Hvad: »Richard III« af William Shakespeare.

Hvem: Bearbejdelse: Therese Willstedt i samarbejde med Jens Albinus og Kjersti Hustvedt. Oversættelse: Edvard Lembcke i Erik H. Madsens bearbejdning, med indslag af Niels Brunses oversættelse. Iscenesættelse: Therese Wilstedt. Scenografi: Etienne Pluss.

Hvor: Aalborg Teater, Store Scene. Til 10. oktober.