»Jeg ved ikke, hvor jeg kommer til at føde mit barn. Jeg håber i Tyskland«

FREILASSING: Der er ikke meget at grine ad ved Freilassing på grænsen mellem Østrig og Tyskland. Alligevel ler hun. 19-årige Esra. Og ser ned på sin tykke, gravide mave. Hun er i niende måned.

Det er midnat, mørket har sænket sig over tusindvis af flygtninge, der sover på fortove og den bare jord foran Tysklands port. Familien er flygtet langs den rute gennem Kroatien, Ungarn og Østrig, der de facto er blevet en flygtningekorridor gennem det europæiske kontinent.

Så kommer den, regnen, drypper ned fra den sorte nattehimmel på børn, kvinder og mænd, hvis furer i ansigterne bliver lyst op af et par gadelys.

»Jeg ved ikke, hvor jeg kommer til at føde mit barn,« fortæller Esra og lader en hånd glide ned over maven, som er pakket ind i en brun dunjakke.

»Jeg håber, det bliver i Tyskland,« ler hun.

Latteren lyser op. Esra personificerer humoren, der forvandler selv den sorteste historie til en sjov fortælling og er et særkende hos mange syrere. Hun og de omkringliggende flygtninge, som griber ud efter hinanden i mørket, legemliggør også den syriske krigs vigtigste vendepunkter. Kroppene i græsset og på det bare fortov er en sum, et resultat af Syriens mareridt og Mellemøstens farlige spil.

Historien er malet i linjerne på 27-årige Muhammeds unge ansigt. Han er flygtet fra Ghouta, det område øst for Damaskus som Assad-regeringen angreb med kemiske våben i august 2013. Den amerikanske præsident havde udnævnt netop denne handling som en rød linje, som Vesten ikke ville acceptere, at Assad overskred. Han gjorde det. Og intet skete.

»Min søster blev såret. Hun havde svært ved at trække vejret. 350 blev dræbt. Vi så nogen af ligene i murbrokkerne,« fortæller Muhammed og holder sin syv måneder gamle søn, Joseph, op mod nattehimlen.

Drengen græder, og han bliver puffet over i favnen på moren, som er pakket ind i plastik for at skærme mod regnen og kulden. Hun smiler. Griber Josephs sut, der er formet som en hvid sommerfugl.

Slog hårdt ned på oprør

Nogle stemmer argumenterer for, at Vesten burde have ageret langt før. At Assad overskred en rød linje, da hans regime i Deraa pågreb og torturerede en flok unge drenge, som malede graffitien »Folket forlanger, at regimet falder« inspireret af den arabiske revolution. Det var i marts 2011.

Men Vesten greb ikke ind. Assad har gjort alt for at smadre Deraa, hvor revolutionen mod ham begyndte, og systematisk forfulgt dens borgere. Det er den by, 19-årige gravide Esra kommer fra: »Vi flygter netop nu, fordi vejene hidtil har været lukkede. Nu har Assad åbnet dem. Der er ikke meget tilbage af Deraa. Vi har set stykker af døde mennesker i gaderne efter systematiske bombardementer. Mere end 50 procent af byen er ødelagt,« fortæller 25-årige Magid, Esras universitetsuddannede bror.

Håbet og humoren har overlevet familiens flugt.

»Jeg ved, at det bliver en pige,« fortæller Esra og smiler.

»Hun skal hedde Iman. For selvfølgelig tror jeg på fremtiden. Uden tro er mennesket uden sjæl.«

»Jeg synes, Europa er smukt«

Assad er imidlertid ikke længere den eneste trussel i Syrien. Kaos er det morads, en gruppe som Islamisk Stat fødes og trives i. Esras mand, Nabil, er først flygtet fra Assad-regimet, siden fra Islamisk Stat.

Ved Freilassing står mændene i en rundkreds omkring os. Det er midt om natten. Porten til Tyskland, som de fleste af flygtningene vil til, er lukket. Tyskland tager kun få ind ad gangen. Der er ikke meget at le af. Alligevel griner mændene. Et par minutter bryder en diskussion ud mellem dem om, hvorvidt Daesh – Islamisk Stat på arabisk – eller turen over Det Ægæiske Hav i en gummibåd til Europa er det værste mareridt

30-årige Nabil forlod sit hjem i Deraa 18. august midt om natten. På flugt fra Assad-regimet. Da han krydsede gennem Islamisk Stats område, arresterede de ham og tilbageholdt ham i en uge.

I Deir ez-Zur blev han arresteret af den tyrkiske hær. Og på vej over havet med den højgravide kone og en lille datter kæntrede båden, og familien var ved at drukne. De blev reddet af den græske flåde. Nabil holder en hånd om sin datters hoved, og hun holder op med at græde.

Adskillige andre under fleecetæpperne på asfalten er flygtet fra Islamisk Stat. De to søskende, treårige Laila og Amir på seks, ligger side om side på jorden og holder om hinanden.

Så tager regnen til. Moren ser op mod den blåsorte himmel, men Amir ler. Familien er fra den irakiske Diala-provins, som Islamisk stat har erobret.

»Da Islamisk Stat indtog området, flygtede vi. Islamisk Stat angreb vores by og dræbte dem, der ikke var med dem. Valget var mellem døden og Islamisk Stat. Derfor valgte vi flugten,« fortæller faren, abu Amir.

Moren har et sort øje fra et sammenstød, da politiet i Ungarn forsøgte at forhindre hende i at komme videre. Men hun fortsatte og har nu næsten nået sit mål. En fyr fra en af de utallige østrigske hjælpeorganisationer på stedet rækker seksårige Amir en paraply, og moren folder den ud over søskendeparret. Drengen smiler.

»Jeg synes, Europa er smukt,« siger han.

»Smukt fordi her er fredeligt og trygt.«