Hver sommer, når medierne skriver om unges studievalg og de astronomiske adgangskvotienter, har den lakoniske melding fra kemistudiet lydt: »Alle optaget, ledige pladser.«

Men hvordan er det egentlig at være på et studie, hvor det eneste karakterkrav er, at du skal have fået mindst 02 og have haft de rigtige fag i gymnasiet?

Helene Hagemann Jakobsen tænkte lidt over, at hun »spildte et godt snit« ved at vælge kemi: »Jeg tænkte: Du kan blive læge, så redder du liv. Men det kom jeg mig hurtigt over. Jeg lavede studieretningsprojekt i gymnasiet på Haldor Topsøe og arbejdede sammen med kemistuderende, der lavede fede ting; miljøkemi, filtre til biler og den slags. Det var sejt. De prøvede at redde alt det, vi har fucket op. Det var det eneste studie, jeg gad.«

Trods de minimale karakterkrav er karaktersnittet fra gymnasiet 8,6 på holdet af førsteårsstuderende. Flere af de andre har også overvejet medicinstudiet, men droppet det til fordel for kemi.

»Jeg ville gerne redde hele verden. Men jeg er ikke så god til det der med mennesker. Det må jeg nok indse. Jeg er bedre til at sidde og nørde i et laboratorium,« siger Cecilie Litske Carstens.

Men et karaktergennemsnit fra gymnasiet fortæller heller ikke altid sandheden om en studerendes potentiale. Det er Niels Andreas Bonde et glimrende eksempel på.

»Jeg fik en middelmådig studentereksamen. Nu kan jeg grine af det, men altså gymnasiet ... Årskarakterer og alle mulige fag! Det gav jo ingen mening! Nu klarer jeg mig helt vildt godt og har 10 i gennemsnit,« fortæller Niels Andreas Bonde, hvilket straks udløser spontante udbrud fra de øvrige:

»What! Har du 10? Holy fuck! Så sejt. Hvor er du cool.«

Men langtfra alle kemistuderende oplever at være kommet på deres rette hylde. 25 procent er allerede faldet fra i løbet af det første år.

De fire er enige om, at optagelsessystemet ikke forbereder de studerende på, hvad der venter dem. Arbejdsbyrden på studiet er meget stor; mange timer med bøgerne og i laboratoriet, op til fire timers daglig lektielæsning, ingen tid til venner og fritidsarbejde. Præsentationsvideoer og åbent hus-arrangementer giver de ikke meget for. Det er et glansbillede, hvor man møder »fedtestuderende uden venner, der har læst bogen, før de starter på studiet«.

»Jeg synes, vi skulle have en optagelsesprøve og en optagelsessamtale. Så kunne man cleare med sig selv, hvad man kan og vil, og man kan få et indtryk af kravene,« mener Helene Hagemann Jakobsen.

Det kunne også få frafaldet ned, mener Maria Strom Thomsen.

»Jeg tror, at det lave ansøgertal og det høje frafald skyldes, at folk har ikke en flyvende idé om, hvad vi laver. Regner vi? Laver vi papirhatte eller bomber? Jeg ved dårligt, hvad jeg skal svare, når folk spørger i byen og til familiefester. Jeg siger, at jeg nok ender med at komme til at lave piller,« fortæller Maria Storm Thomsen.

De fire har nu ikke tænkt sig at blive de næste i statistikken over frafald. Det fornemmer man, når de fortæller, at de »elsker kemi«, om de mange små sejre og om glæden, når man »pludselig får den rigtige farve«.

»Syntesekemiker er det tætteste, vi kommer på at være Gud,« mener Maria Storm Thomsen, og Niels Andreas Bonde supplerer:

»Der er uendeligt mange muligheder, og så lige pludselig – bum – har du fundet kuren mod kræft. Man skal bare kaste sig ud i det. Det er ret sjovt. Det minder om at lege med Lego-klodser.«