Det kunne være endt med et brud. Ali var ikke interesseret i at leve efter irakiske traditioner, han var ligeglad med, hvad andre tænkte om ham, han ville træffe sine egne beslutninger - og så var han homoseksuel.

Familien kom fra Irak til Danmark i 1999, da Ali var 15 år gammel. I sin danske skole fik han næsten udelukkende venner med dansk baggrund, hvilket undrede hans forældre. Men han følte fra begyndelsen, at han havde mere til fælles med danskerne. Den følelse blev ikke mindre, da han forstod, at han var homoseksuel. Han holdt det først skjult, men blev trukket ud af skabet af en ven, som sendte et brev til forældrene, hvor han fortalte om Alis seksualitet og hans kæreste i København.

»Først benægtede jeg. Så fortalte jeg min mor det hele. Hun foreslog, at vi skulle snakke med en læge eller en psykolog. Senere kom min far, og det var et helvede for mig de næste to dage. De var skuffede og græd,« fortæller han.

Han endte med at tage det hele tilbage. Han er dog ikke i tvivl om, at forældrene ved, at det passer.

Han betragter sin familie som moderne muslimer, men homoseksualitet er stadig et stort tabu. Han forstår dem godt.

»De voksede op i en kultur, hvor homoseksualitet ikke eksisterer, og de har fået at vide, at det er forkert,« siger han.

Han flyttede hjemmefra

I stedet for at insistere på forældrenes accept flyttede han hjemmefra. Selv om forældrene heller ikke helt kunne acceptere det, var det alligevel nemmere for dem at håndtere.

»I Irak bliver man boende sammen med sine forældre. Min mor spørger stadig, om jeg ikke kunne tænke mig at flytte hjem igen, og jeg spørger, om de aldrig bliver trætte af det spørgsmål, men det gør de ikke. Jeg kunne ikke finde på at gøre det. Jeg føler mig fri og selvstændig,« siger han.

»De troede også, at jeg skulle være læge eller ingeniør, men jeg har altid elsket film og rendt rundt med mit kamera og filmet og redigeret. De har svært ved at forstå det. De tager altid de sikre veje. Jeg tager udfordringer og mine egne veje,« siger han.

Jeg bringer skam over min familie

Deri ligger endnu en forskel mellem Ali og hans forældre.

»Mine forældre argumenterer altid med, hvad folk vil tænke. Det er jeg fuldstændig ligeglad med. Det betyder kun noget, hvad min egen familie tænker, men de kommer fra en meget kollektiv kultur, og jeg bringer skam over dem. Jeg synes, at det er rigtig synd for dem, for jeg elsker mine forældre og vil dem det allerbedste,« forklarer han.

Derfor har han taget et bevidst valg om at holde familien uden for sin hverdag, hvor han er meget aktiv på de sociale medier og i byen. Mange af hans venner og bekendte har helt mistet kontakten til deres forældre efter et opgør. Det kan undgås, hvis man tager en ting af gangen og holder tingene adskilt, mener Ali. »Det er ligesom at lære sproget. Man kan ikke gøre det på én dag. Jeg flyttede hjemmefra efter at have meldt det ud i længere tid, så begyndte jeg at tage uddannelse osv.,« siger han.

Han understreger, at der er familier, hvor forældrene altid har det sidste ord, og hvor det kan være meget svært at få sin vilje igennem. Derfor ser han det også som positivt, at flere kommer på banen og fortæller deres historie og måske give andre mod.

»Om ti år vil tingene se anderledes ud. Der kommer hele tiden nye generationer, der er mere selvstændige. Det spiller en stor rolle, at man er opvokset her og er kommet ind i det danske system. Jeg får mange beskeder på Facebook fra folk, der synes, det er fedt, at jeg hedder Ali og er muslim og tør at være mig selv. Jeg vil rigtig gerne inspirere andre til at gøre det samme,« siger han.

Ali ønsker ikke at få sit efternavn offentligt frem, men redaktionen kender det.