»Mit barndomshjem var julefri zone. Vi var Jehovas Vidner, så hver gang der var et julearrangement på skolen, havde jeg seddel med hjemmefra: »Kim kan desværre ikke deltage, for vi fejrer ikke jul«. Den skulle jeg pænt gå op og aflevere til læreren. Det var pinligt, men for at overleve er man nødt til at lægge en stolthed i det og gøre det til sit eget, ikke noget, der er påtvunget en. Det blev en del af min identitet, at jeg ikke fejrede jul, det skulle jeg aldeles ikke have noget af, for jeg foragtede det, og desuden var Jesus slet ikke født juleaften, men i oktober ifølge ældsterådet i Brooklyns udregninger – det var mine klassekammerater, der var helt galt afmarcheret. Jeg fik min egen stolthed og værdighed i, at jeg var outsider. Det sidder i mig endnu.
Jeg voksede op i Norge ude på landet i den lille bygd Seljord i Telemark. Min far kom til bygden i 1950erne som missionær fra Danmark og grundlagde en menighed. Han åbnede en frisørsalon, blev gift med min mor, og de fik mig. Så opdagede han, at han var bøsse, hvilket var en uheldig kronologi, fordi det ødelagde alt det andet med tilbagevirkende kraft, og han blev så udstødt af sin egen menighed og flyttede fra os og tilbage til Danmark, da jeg var fem. Herefter boede jeg med min mor. Ovenpå boede mine bedsteforældre. Det var et hus i splid med sig selv, for de tilhørte pinsemenigheden og var ærkefjender af Jehovas Vidner. Men jeg husker det som en god barndom, hvor jeg havde meget frihed. Jeg var isoleret, men følte mig ikke ensom. Jeg gik tur med min hund Fido, klatrede i fjeldene, faldt ned mange gange, men slog mig aldrig. Det var en magisk verden på en måde. Alt kunne lade sig gøre. Samtidig kom Harmagedon nærmere for hvert år.
Det at være Jehovas Vidner var meget specielt i det lille samfund. Det var undtagelsen. Men der var andre familier, som også tilhørte menigheden. Vi var sammen til jul i en demonstrativ julefri zone. Man kunne ikke tænde for fjernsynet, for dér var alt jul med julesalmer og den slags, så vi måtte holde både radio og TV lukket. Til gengæld havde vi forskellige selskabslege, både børn og voksne sammen. Der var et godt sammenhold i menigheden, det er en del af dynamikken hos Jehovas Vidner.
Trods min modvilje følte jeg også fascination af julen. Det kom gennem min mormor, som stak mig forskellige blade for børn og unge med juletema. Dem sad jeg og læste, indtil min mor kom og tog dem fra mig. Juleæstetikken og julefortællingen ramte mig, for julen er også fortællingernes tid. Det var det i hvert fald dengang. Man sad ned og læste forskellige julefortællinger og juleevangeliet. Det var i den mørke tid, hvor der blev gjort en del ud af at fortælle historier. Jeg kan huske, at der var billeder af juletræer, sne og huse i mørket med lys i vinduet. Det var en demonstration fra min mormors side over for min mor. Der var meget krig mellem de to. Min mormor sad oppe i vinduet på første sal og sang religiøse sange og klimrede på sin guitar, så man kunne høre det i hele bygden. Min mor græmmede sig, min morfar blandede sig bare udenom. Han havde en gammel hovedskade efter at have fået et træ i hovedet, dengang han var skovhugger, og han gik altid med et skærf knyttet hårdt rundt om hovedet for at tage toppen af hovedpinen. Det fik ham til at se meget sammenbidt ud, og jeg var vist lidt bange for ham.
Da jeg var 15 år, i 1977, gjorde jeg op med Jehovas Vidner. Jeg flyttede ned til min far i Danmark. Han holdt heller ikke jul, selvom han ikke længere var Jehovas Vidne. I gymnasiet deltog jeg i julearrangementer, men havde det lidt akavet med det, fordi jeg stadig havde den identitet med mig, at jeg sandelig ikke var en, der holdt jul. Det kunne jeg ikke uden videre skille mig af med. Jeg havde dyb foragt over for hele juleræset med gaver og pyntede butiksvinduer. Jeg følte en stærk aversion mod hele juleæstetikken samtidig med, at jeg nok også længtes efter den. For julen repræsenterede for mig også den norske vinter, som jeg savnede med snedækkede skove og fuldmånen over fjeldet.
Jeg flyttede fra min far efter fem år og flyttede sammen med hende, jeg blev gift med, Vibeke, og fik et familieliv der med to små børn. Da blev jul en fast del af året med alt, hvad dertil hørte. Det blev et rent juleræs. Jeg gruede for det hver gang og fik en lille depression i juletiden. Jeg var ved at give slip på min antijuleidentitet, og når man skal give slip på en identitet, giver det psykiske kvaler. Det gav sig udslag i, at jeg blev deprimeret.
Jeg formåede alligevel at holde jul for mine børn, det var jeg sådan set nødt til, og meget af det kunne jeg også godt lide. At opleve julen gennem sine børn er virkelig positivt. Men jeg hadede meget af det stadigvæk: Gaveræset, som accelererede fra år til år uden, at man kunne stoppe det. Alt det affald, det genererer. I virkeligheden udveksler vi affald. Sådan tænker jeg stadig på det.
Det afgørende skifte skete, da jeg kom til Grønland. Vi flyttede derop i 1989, da min søn var tre og min datter halvandet år. Vi holdt selvfølgelig også jul der. Her blev det tydeligt for mig, at julen har at gøre med, at man befinder sig i den mørke tid. At det handler om lys, civilisation, sammenhold, familie, tryghed, det at man samler sig rundt om den levende ild. Det gik for alvor op for mig, at det er en solhvervsfest.
Jeg begyndte decideret at kunne lide julen. Der var så mange smukke ting i det; juletræet, der stod nede i byen, det var jo mørkt hele tiden, så det var virkelig lyset midt i mørket. Folk brugte julestjerner i vinduerne, det var meget stemningsfuldt, og børnene rutschede ned ad bakkerne med lys på slæderne.
Vi boede i Grønland sammen fra 1989 til 1997. I Grønland var der også hvid jul; det man havde gået og stønnet efter i Danmark, hvor man bare havde fået en gang regnvejr og blæst i stedet for. Der kom vilde mængder sne. Det gav mig følelsen af, at nu var det rigtig jul. Ligesom i de gamle blade, jeg fik af min mormor, da jeg var dreng.
I Grønland begyndte jeg at gå i kirke til jul. For mig har kirken aldrig haft noget med tro at gøre, det har handlet om kultur og tradition. Den lutherske kirke er en vigtig kulturmarkør. Det er noget, der er vokset i mig i de senere år; at jeg kan lide kirken, kirkerummet og salmerne, men det opstod i Grønland, hvor salmerne er deres vigtigste litteratur. Det var meget stemningsfuldt at gå i kirke og se de grønlandske nationaldragter og mærke den inderlighed, der var der, stemningen, venligheden, sammenholdet, og samtidig sorgen, der også er plads til, over dem man har mistet siden sidst. Den kontinuitet, den fælles hukommelse, repræsenterer julen jo også. Men det at tro er ikke en mulighed for mig. Det er langt ude, synes jeg. Meningsløst. Desuden har det været en nødvendighed for mig at skubbe det religiøse fra mig. Jeg var bange for det, bange for Harmagedon og for at blive slået ihjel. Alt det skulle jeg skille mig helt af med for at slippe for den angst. Den almindelige kristne gud fulgte så også ud med badevandet.
Da jeg blev skilt, boede jeg stadig en årrække i Grønland alene. I den periode holdt jeg slet ikke jul. Jeg ignorerede den fuldstændigt og savnede den egentlig ikke. Jeg kunne stadig godt lide juleæstetikken og nød at gå rundt i mørket i bygden, jeg boede i og bare kigge på julelys, julestjerner og besøge folk, jeg kendte. Så sad vi og spiste julekager og sludrede, mens radioen var tændt med julesalmer og prædikener og gamle mennesker, der fortalte om livet i gamle dage, men selve juleaften var jeg som regel ikke inviteret nogle steder hen. Jeg var bare derhjemme, lå og læste og havde det fint med det.
I dag handler julen om at være sammen med min familie. Jeg bor med min kone og mine to små børn på tre og seks år. Min kones familie har adopteret mig. Det er en stor familie, og mange af os bor i nærheden af hinanden på Amager. Min svoger endda i naboopgangen, så der løber børnene bare ned i kælderen og op til hinanden. Vi holder ofte første del af arrangementet juleaften i den ene lejlighed og den anden halvdel i den anden.
Jeg blander mig lidt udenom juleaften. Jeg tager del i de pligter, jeg nu får, men holder mig ellers i periferien og viser en endnu større interesse for opvasken, end jeg ellers gør. Jeg kan godt lide at vaske op, og jeg søger altid mod køkkenet, når jeg synes, det er lidt hårdt at deltage i det, der sker. Tallerkenerne bliver ekstra rene juleaften. At vaske op er en tilfredsstillende ting at gøre. Ting bliver rene. Man stiller dem væk. Der bliver ryddigt og pænt. Kaos bliver til orden. Med alt andet man roder med her i livet, er det meget tvivlsomt, om det overhovedet har nogen virkning, men en opvask kan man da få til side.
Jeg elsker at være sammen med min familie, men jeg kan også godt lide at trække mig lidt tilbage fra den og se den udefra. Desuden har jeg problemer med hørelsen, så at sidde sammen med folk, der snakker løs, er utroligt trættende. Opvasken er et godt alibi.
Man kan se sit liv, når man trækker sig lidt ud af det. Det hører også julen til. At man gør status: Her er dit liv. Man samles i familien, og det har man måske ikke så meget tid til resten af året. Jeg kan også godt lide gentagelsesmomentet i det, det med kontinuiteten. Man kan mærke familielivet og gøre status over det.
Vi køber altid et juletræ til jul. Det har jeg aldrig gjort før i tiden. I Grønland kunne man ikke bare købe et træ, det skulle man bestille et halvt år i forvejen, og det fik vi aldrig snøvlet os sammen til, så vi havde et lille plastictræ.
Det at tage hen til Amagerbro med ungerne og vælge et træ og transportere det hjem kan jeg godt lide. Men når det kommer til at pynte det holder jeg mig udenfor. Der sidder stadig en aversion i mig mod det. Juletræet er et hedensk symbol for Jehovas Vidner, det var som at falde ned og tilbede en totempæl. Og man vidste jo, at hver gang nogen tilbad juletræet, stod Satan og frydede sig over at have vundet endnu en sjæl. Jeg føler stadig en mild foragt over for det med at slæbe et træ ind i stuen – sikke noget pjat, ikke? – samtidig med, at jeg synes, det er smukt, når det først står i stuen. Vi bruger levende lys på juletræet, og det er jeg altid lidt nervøs for. Ellers går jeg mest og irriterer mig over, at grannålene falder på gulvet, og at det sviner, så jeg er altid lettet, når det ryger ud. Det er mig, der smider det ud, hvilket jeg gør lettere triumferende: Ud med det!
Vi spiser and og flæskesteg til jul, og jeg står for det meste af det. Jeg kan godt lide at lave mad. Jeg glæder mig altid til anden, jeg elsker and. Jo federe jo bedre. Bare det at sætte tænderne i den sprøde gump og mærke det salte fedt eksplodere i munden!
Jeg kommer aldrig til at være julemand til jul. Det ville være meget grænseoverskridende for mig. Ingen kunne få mig til det. Det er en absurd tanke. Jeg har ikke noget imod julemanden, men jeg føler ikke, jeg kan identificere mig med den skikkelse. Alt det her: »hå-hå-hå« og »er her nogle søde børn?« Gyseligt! I det hele taget har jeg det svært med at påtage mig en rolle. Jeg har ikke den løssluppenhed, der skal til. Jeg føler altid, at jeg bliver stiv. At det bliver påtaget og falsk. Jeg vil hellere skrive om det. I det univers kan jeg påtage mig alle mulige roller. Jeg mangler spontaniteten, når jeg skal gøre det her og nu, men i litteraturen kan man lade som om, man er spontan. Det er man selvfølgelig ikke, man sidder jo og nørkler med sætningerne. Jeg kan også godt lide at søge ind i julemytologien, når jeg skriver. Det har jeg gjort i min aktuelle børnebog »Drengen der drog nordpå med sin far for at finde julemanden«. Jeg har også altid læst meget op for mine børn, også for mine nu store børn, da de var små. Vi sætter os ned midt på dagen og læser. Det kan være Kim Fupz Aakeson, Jakob Martin Strid, Astrid Lindgren eller H.C. Andersen.
Julen er en undtagelsestilstand for mig. Det irriterer mig lidt, at man holder så mange dage fri. Jeg hader at have fri. For mig er fri ikke frihed, men fængsel. Jeg vil gerne arbejde. Det er helt egoistisk og dumt, men det stresser mig at holde fri så lang tid. Min kone giver mig fri ved at lade mig arbejde nogle dage i julen. Jeg går ind på mit bibliotek og kontor og putter propper i ørene og sidder der. Jeg har det vidunderligt med at kunne arbejde løs med et eller andet, jeg er i gang med. Min familie sidder måske inde ved siden af, eller også er de ude at lave et eller andet juleagtigt, mens jeg arbejder. Det er måske to dage i hele juleperioden, men jeg synes ærlig talt også, det er lidt urimeligt, at man skal holde fri så mange dage til jul, det kan jeg ikke rigtig tåle. Jeg har brug for et fokus, sådan er min hjerne indrettet. Hvis jeg ikke har fokus, går min hjerne i alle mulige retninger på én gang, og jeg kan ikke samle mig om noget som helst og har svært ved at slappe af. Jeg har ikke noget problem med, at min familie går og julehygger inde ved siden af, bare jeg ikke hører det. Jeg lukker mig fuldstændig inde i min lille julefri zone. Jeg er ikke bange for at gå glip af noget. Faktisk kan man vel sige, at jeg håber, jeg går glip af en masse.
Nytårsmorgen elsker jeg, fordi så ved jeg, at nu er det overstået. Jeg overlevede! Jeg ser skihop og tænker: »Yes, så hopper vi ind i hverdagen igen.«