I nederlagets stund måtte Lene Espersen erkende, at det var slut. At opbakningen til Det Konservative Folkeparti var svundet så voldsomt ind på hendes vagt, at det stod værre til end ved katastrofevalget i 1975, hvor det stolte parti kun fik 10 pladser i Folketinget. Nu stod de blot til 9 mandater.

»Hun er kommet for højt op og har fået primadonnanykker, og det er vi dybt skuffede over i Nordjylland. Det var jo også derfor, de hakkede hovedet af Struense i sin tid,« lød et af de hårdeste dolkestød fra Anders Stenild, byrådsmedlem fra Aalborg, der havde forladt de Konservative i protest.

Så nordjyden Lene Espersen måtte trække sig fra formandsposten i januar 2011. Væltet af sine egne. I dag siger hun selv farvel til dansk politik.

Fascineret af Poul Schlüter
Lene Espersen er født og opvokset i Hirtshals, men fik sin politiske interesse vakt på et internationalt gymnasium i Canada. Hjemme på økonomistudiet på Aarhus Universitet blev hun fascineret af Poul Schlüter og den unge formand for de konservative studenter, Connie Hedegaard.

I 1994 blev Lene Espersen valgt til Folketinget, som en del af den ny generation sammen med bl.a. Henriette Kjær og Gitte Seeberg. Eller Kylle, Pylle og Rylle, som de tre ambitiøse kvinder hånligt blev kaldt.

Espersen gjorde sin entre på Christiansborg med et interview i Politiken, hvor hun betegnede sig selv som aggressiv, fremadstræbende og klar over, at politik er »alles kamp mod alle«.

»Bare man kommer på forsiden og ser godt ud, kan man stort set komme igennem med hvad som helst, og det har jeg benyttet mig af,« lød en udtalelse, som hun senere måtte beklage over for sine politiske kolleger.

Tre år efter befandt hun sig midt i den opslidende fløjkrig mellem Hans Engell og Per Stig Møller. Med Espersen på Engells hold. Også senere skulle Møller og Espersen komme på tværs af hinanden.

Populær og mulig statsministerkandidat
I 2001 lå det lige for, at hun skulle være en del af den nye VK-regering, og de næste syv år var hun landets justitsminister. Valg efter valg steg hendes personlige stemmetal, og da de konservative kræfter ikke længere kunne nøjes med »Mr. 10 percent«, formand Bendt Bendtsen, skulle der ske noget nyt. Lene Espersen blev derfor skiftet ind på den varme formandspost.

Forventningerne til hende var enorme. Til tonerne af »Simply The Best« blev hun hyldet som politisk leder og partiformand i september 2008, og bare få måneder senere lå hun i toppen af vælgernes popularitetsbarometer. Altid håbefulde konservative så hende sågar som en mulig statsministerkandidat, når Anders Fogh Rasmussen engang gik af.

Efter at have gennemført terrorpakker og bankpakker som justitsminister og økonomiminister, ville Espersen nyde godt af det statsmandsskab og den popularitet, der normalt omgærder en udenrigsminister. Så i 2010 fjernede hun Per Stig Møller fra det job, som han havde haft siden regeringsskiftet i 2001.

Rekord over missede møder
Men efter bare en måned gik det galt, da hun valgte påskeferien på Mallorca med familien frem for et planlagt møde i Arktisk Råd, hvor USAs udenrigsminister Hillary Clinton deltog.

To måneder gik, før hun erkendte sin fejl og sagde undskyld. Men skaden syntes uoprettelig. Ekstra Bladet kaldte hende konsekvent for

I medierne kom hendes fejltagelser til at fylde forsider og sendeflader. Det skyggede for ethvert politisk budskab. De Konservative styrtdykkede i meningsmålingerne.

»Jeg har prøvet det hele«
Da Espersen en torsdag aften i januar 2011 tog konsekvensen og trak sig som formand, afviste hun enhver snak om at være skuffet over de partifæller, der var med til at føre kniven gennem hendes formandskab.

»Man skal ikke gå ind i politik, hvis man har tendens til at blive bitter,« lød det fra den nu tidligere konservative leder.

Efter valget i 2011 måtte Espersen også pakke ministerkontoret ned, da danskerne smed VK-regeringen på porten. Men hvad var egentlig værst? At blive væltet af vælgerne? Eller af sine egne?

»Jeg var ked af måden, det skete på i mit parti. For det er jo ens egne, man regner med, er ens venner. Det er selvfølgelig det, der personligt har gjort mest ondt. Men politisk er det at miste regeringsmagten det værste, for du mister det stærkeste redskab til at få din politik igennem,« svarede Lene Espersen til Jyllands-Posten efter valgnederlaget.

I dag understreger den 49-årige kommende direktør for Danske Arkitektvirksomheder, at hun siger endegyldigt farvel til dansk politik.

»Jeg må bare sige, jeg har været minister i ti år, jeg har været vicestatsminister, jeg har været Danmarks første kvindelige justitsminister,« siger hun og fortsætter:

»Jeg har simpelthen prøvet alt i politik. Det har været et kald, ikke et job. Jeg troede, jeg skulle være politiker altid. Men pludselig kom der et tilbud, eg ikke kunne sige nej til.«

Denne artikel er en omskrevet og opdateret udgave af et portræt skrevet af journalist Lene Frøslev bragt i januar 2011 i forbindelse med Lene Espersens afgang som formand for de Konservative.