En del er, som det plejer, da Bruce Springsteen træder op på scenen. Han er klædt som en arbejdsmand i jeans, kraftige sorte støvler og læderjakke. Virker lidt stiv i bentøjet, men er ellers ekstremt fit at se på af en mand på 67 år at være. Hans stemme er på randen af det rustne, men udstrålingen og roen hos en mand med selvtillid går glasklart igennem.
For en gangs skyld står han dog på scenen uden yndlingsværktøjet, den ikoniske Fender-guitar. Den er skiftet ud med en let læsebrille over næsen, og frem for at piske rundt på scenen sidder han roligt ned i mere end en time.
