Socialminister Karen Hækkerups opgør med de indvandrerfamilier, der rent faktisk har ressourcerne til at tage sig af deres børn, sende dem skole og ud af kriminalitet, men som ikke gør det, er i dag blevet mødt med hård kritik fra regeringspartneren SF, flere borgmestre, socialrådgivere og integrationskonsulenter.

Især Socialministeren ønske om, at kommunerne udvider brugen af forældrepålæg bliver mødt med hårde ord. Med et forældrepålæg kan kommunerne kræve, at forældrene sikrer, at deres børn holder sig på rette spor. Gør de ikke det, kan kommunen trække dem i børneydelsen.

SF's retsordfører Karina Lorentzen mener, at forældre, der er i en vanskelig situation, er i risikozonen for at få flere problemer, hvis de får en dårlige økonomi. Er du uenig i det?

»Jeg har hørt Karina Lorentzen kommentere flere gange på det her i dag, og jeg synes, at hun har rummet en meget, meget fin balance, der meget tydeligt signalerer, at det her ikke er SF's yndlingsdel af elementerne i udspillet, og at de har en bekymring for at tage pengene fra folk. Men jeg hører hende også sige, at hun støtter, at man skal prøve at ansvarliggøre forældrene. Jeg vil heller ikke tage penge fra folk, men få dem til at ændre adfærd. Målet er ikke at skære i børnepengene. Målet er rent faktisk, at få de forældre, der godt kan, til at gøre noget og ændre adfærd. Der ligger en gammelkendt holdning fra SF, som jeg har respekt for. Man har det lidt sværere med det her, end jeg har.«

Men er det ikke problem for regeringen, at I er uenige om et kernepunkt i indsatsen over for de unge drenge, der skaber så store problemer?

»Jeg har det helt fint med, at vi er tre partier i regeringen, og at vi har forskellige profiler. Det er helt naturligt. Jeg ville synes, det var mærkeligt, hvis vi var enige om alt. Man skal ikke altid betone ting på samme måde. Der skal være plads til nuancer, og det er der også i denne sag.«

Socialordfører Lars Aslan Rasmussen fra Københavns Borgerrepræsentation mener, at der ikke er evidens for, at det gavner at trække folk i deres sociale ydelser. Hvor finder du evidens for det?

»Altså, der er masser af ting, som jeg heller ikke er enig med Lars Aslan i. Han går for eksempel ind for fri hash, det gør jeg ikke. Men jeg mener faktisk, at den undersøgelse, som Rambøll har lavet, dokumenterer, at det har en effekt for børnene, når forældre for et forældrepålæg. Men det er klart, at det ikke har været brugt så mange gange. Derfor er der grund til at kigge på, om man kan bruge det mere eller anderledes. Der er kommuner, der har gode resultater med det. Jeg er meget optaget af at få det udbredt, men igen med en understregning af, at det ikke handler om, at alle forældre med indvandrerbaggrund nu skal have et forældrepålæg. Det er de fem eller ti familer, der skader det for alle andre i et boligområde, som man skal være mere kontante overfor.«

Hvorfor møder forslaget om forældrepålæg generelt stor kritik?

»Der er mange barrierer. Det kan man også se på dagens kritiske kommentarer. Både fra integrationskonsulenter eller socialchefer. Det har været mange kritiske kommentarer fra folk, der har deres yndlingsredskab i skuffen. Og det er sikkert derfor, at det ikke er blevet brugt så meget. Jeg vil gerne have, at vi kommer forbi nogle af de her barrierer, så vi får det brugt. Vi skal lære af de steder, der har brugt det med succes. Hvor virker det og hvordan.«

Men i har selv været imod. Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen sagde i 2011, da DF ønskede mere brug af forældrepålæg, at 'tror man virkelig på, at folk bliver bedre forældre af at have færre penge'. Har du over de seneste par år fundet ud af, at det virker?

»Altså, for det første kan man altid finde meget historik. Regeringens holdning står i regeringsgrundlaget, og der står ikke noget om, at man skal fjerne opbakningen til forældrepålæg. Jeg har heller aldrig nogensinde betragtet Mette Frederiksen som en kvinde, der ikke synes, at folk skal stå til ansvar, og at rettigheder og pligter følges ad. Jeg kunne forestille mig - og det er nok også sådan jeg selv tidligere har set på det - at jeg har været mere angst for at folk skulle blive fattigere, og ikke helt har haft styr på detaljerne. Et pålæg betyder, at man laver en aftale med folk, og kun tager pengene fra dem i sidste instans. Når jeg kigger på det i dag, bør forældrepålæg være et instrument, som vi skal bruge mere. Vi kan ikke have børn og unge, der i den grad bliver svigtet af forældrene.«

Socialminister Karen Hækkerup