Jane Hoffmann er nummer tre i rækken. Inden hun torsdag aften indtager en dødbringende portion gift, har to andre før hende på samme dag begået selvmord i det samme rum

Onsdag klokken 16.35 ankom 53-årige Jane Hoffmann sammen med sin mand og to børn til Schweiz. Hun er uhelbredeligt syg af nervecellesygdommen ALS og har taget en beslutning om, at hun vil tage sit eget liv, inden sygdommen tager hendes førlighed. Torsdag aften begår hun assisteret selvmord på en specialklinik nær Zürich.

BT har talt med Jane Hoffmann via hendes mand i timerne op til den skæbnesvangre sidste rejse. Sidst BT besøgte Jane Hoffmann var lillejuleaften i hendes hjem nær Aarhus, hvor hun forberedte sig på sin sidste jul.

Da havde den 53-årige mor problemer med at tale. Munden ville ikke længere, som hun ville, og vandglasset på bordet foran kørestolen blev i dyb koncentration ført op til læberne af to slappe hænder.

Siden jul har hun kun fået det værre, fortæller hendes mand. Selv har hun ikke længere overskuddet til at tale.

»Hun har fået mere besvær med at tale og har fået ondt i halsen. Hun har også fået smerter i armene og benene, når hun ligger ned. Hun kan ikke ligge så længe ad gangen mere, så det er ved at være på høje tid« siger Janes mand, Kim Hoffmann

»Hun er ikke selv i tvivl om, at det her er det rigtige tidspunkt at dø på.«

For to år siden slog lynet ned i Hoffmann-hjemmet, da Jane fik konstateret muskelsvind. I sommer kunne lægerne fortælle, at hun var ramt af diagnosen ALS, en motorisk nervecelle-sygdom, der nedbryder kroppen og gør, at hun til sidst kun vil være i stand til at blinke, mens hendes krop bliver holdt kunstigt i live.

Der er ingen kur mod sygdommen, og lægerne gav Jane Hoffmann maksimalt fire år at leve i. Da hun fik dommen, var hun ikke lang tid om at tage den skæbnesvangre beslutning.

»Det er hårdt. Meget hårdt, når man har børn, man elsker meget højt. Det er en hård beslutning, men jeg er fuldstændig afklaret. Det er det bedste for mig og for dem,« sagde Jane Hoffmann til BT i december.

Hun er ikke bange for at dø, men bange for at leve.