At den amerikanske musicalkomponist Stephen Sondheims »Into the Woods« blev en stor succes på Broadway i midten af af 1980erne er egentlig ikke så let at forstå med tanke på den skræk for det komplicerede, som hviler over New Yorks teaterstrøg. Ganske vist er den befolket af Grimm-eventyrenes kendte rollegalleri - fra Askepot over Jack med bønnestagen til Rødhætte og Rapunzel. Men det er kun på overfladen, den ser så pussenusset barnagtig ud.
Ret beset er der tale om en kompliceret og kringlet - for ikke at sige dyster historie, fyldt med alle de neuroser, som figurerne i en hvilken som helst anden Sondheim-musical slås med. Eventyrets lykkelige slutning findes ikke. Den happy end, som indtræder i slutningen af første akt er kun midlertidig og ikke meget værd. Alle eventyrfigurerne - inklusive det bagerpar, der skal finde en række genstande for at ophæve en heks’ forbandelse, der gør, at de ikke kan får børn - når tilsyneladende i mål. Men kun på papiret.