Optimismen er stor i landets 1.000 største virksomheder. Måske endda så stor, at alt fokus er på muligheder, mens beredskabsplaner for den næste krise ikke fylder meget hos mange selskaber, selv om alle efter finanskrisen i 2008-2010 talte om, hvor vigtigt det var at være bedre rustet til kriser i fremtiden.
I hvert fald viser såvel en rundspørge til Berlingske Business’ Toplederpanel som en rundspørge til topcheferne i landets 100 største virksomheder, som headhunterfirmaet Odgers Berndtson har foretaget, at over halvdelen af de større danske virksomheder ikke har en kriseplan i skuffen.

