Det politiske danmarkskort blev natten til i går nulstillet. Da Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, under det natlige hovedbestyrelsesmøde i Odense gik afsides med næstformand Kristian Jensen for at lægge grunden til en ny alliance om ledelsen af Venstre, blev der i overført betydning trykket på reset-knappen. Da de to havde set hinanden i øjnene, og da Kristian Jensen i en kort tale havde anbefalet hovedbestyrelsen, at Løkke skulle fortsætte som formand, skiftede Venstre fra at være et parti i afgrundsdyb krise til et parti med en god mulighed for genopbygning. Magtdelingen mellem Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen neutraliserede på et øjeblik oprøret fra baglandet. De forudsete afstemninger om tillid til formanden og om ekstraordinært landsmøde blev droppet. Venstre er tilbage i det politiske arbejdstøj, og det politiske billede normaliseret. Løkke viste i Odense, at han er en eminent politisk håndværker, når det gælder. Og næstformand Kristian Jensen beviste, at Lars Løkke ikke er den eneste stærke politiker i Venstres ledelse. Kristian Jensen gjorde sit parti og hele det borgerlige Danmark en kæmpe tjeneste, da han valgte at blive del af en ny ledelse fremfor at udløse en borgerkrig i partiet. Man kan sagtens spekulere i, om Kristian Jensen også har haft blik for, at hans chance for at blive den næste formand, når Løkke engang går af, er større ved at vælge samarbejdets vej nu. Men det ændrer ikke på, at Kristian Jensen traf et afgørende og vigtigt valg til fordel for partiet og for alle, der ønsker en borgerlig ledelse i Danmark.
Læs også: Løkke: Vi har haft en identitetskrise
Alle, der deltog i Odense, både indenfor i mødelokalet og udenfor, blandt medierne, fik vigtige huskekager med hjem. Lars Løkke Rasmussen har utvivlsomt forstået, at han skylder Venstres medlemmer og vælgere en meget stor indsats for at rette op på års forsømmelser. Det såkaldte bagland er blevet grundigt træt af, hvad det opfatter som topstyring og magtarrogance i Venstres ledelse. Og vælgerne er med rette blevet grundigt trætte af en partileder og statsministerkandidat, hvis dømmekraft gang på gang har svigtet, når det handler om forbrug af andres penge. Men kan Løkke og Kristian Jensen i fællesskab imødekomme den berettigede kritik, og kan de også i den daglige ledelse respektere deres nye alliance, så er der håb forude. Den første betingelse for at skabe tillid blandt vælgerne er som bekendt, at medlemmerne af et parti har tillid til sin egen ledelse. Den næste er, at eventuelle tanker om repressalier mod de folketingsmedlemmer, der nåede at udtrykke mistillid til formanden, skrinlægges. De fleste havde grunde, endda gode. Forløbet i Odense satte også spotlyset på en række medier, der i løbet af tirsdagen med alt for stor sikkerhed fastslog, at Løkke ville forlade formandsposten. Som forklaring tjener, at de stolede på, hvad de hørte fra centrale kilder. Det kan endda være, at Løkke faktisk var klar til at gå. Men tilbage står, at der blev begået fejl, fordi man ikke i tilstrækkelig grad gjorde sig selv, seerne og læserne klart, at diverse meldinger kunne være en del af spillet om magten i Venstre. Den del af historien om Odense vil givetvis også blive drøftet i den kommende tid. Alt i alt var der mange, der blev klogere i Odense.