Udfaldet er næsten givet på forhånd, når 26-årige Anne Mie Roer Jensen fredag skal for retten i Murmansk, havnebyen i det nordvestlige Rusland. Hun er sammen med 29 Greenpeace-kolleger anklaget for pirateri, og retten skal afgøre, om den kvindelige tredje­styrmand fra Greenpeace-skibet »Arctic Sunrise« kan løslades mod kaution.

I de seneste dage har foreløbig 20 af hendes kolleger fået afslag. »The Arctic 30« – de 30 aktivister fra 18 forskellige nationer, der med en aktion midt i september forsøgte at skabe opmærksomhed omkring russernes olieudvinding i Ishavet – synes trods international forargelse på vej mod årelange ophold i de berygtede russiske fængsler.

Anne Mie Roer Jensen, skibsførerelev på navigationsskolen i Marstal, var ikke blandt dem, som prøvede at hejse sig op på olieplatformen »Prirazlomnaya« den 18. september. Men det er næppe nogen formildende omstændighed. Også to journalister er blandt de anholdte og tiltalte.

»Vi håber det bedste, men forventer desværre ikke gode nyheder,« siger Jon Burchwald, Arktis-ansvarlig hos Greenpeace, Danmark.

Mandag fik skibets kaptajn, amerikanske Peter Willcox, afslag på sin appel som en af de første. En erfaren herre – 60-årige Willcox var også kaptajn på organisationens skib »Rainbow Warrior«, da det i 1985 blev bombet af franske efterretningsagenter på New Zealand – men ikke vant til en fremfærd som den russiske:

»Jeg har arbejdet på miljøskibe i 40 år. Jeg er aldrig før blevet beskyldt for at have brugt vold eller have gjort noget for min egen vindings skyld. Og jeg afviser disse anklager i stærkest mulige vendinger,« sagde han.

Et flertal i den russiske befolkning finder ifølge meningsmålinger den russiske reaktion helt fair. Men det er et stort mysterium for udlandet, at Greenpeace-aktivisternes aktion 18. september er endt med anklager, som i værste fald kan give 15 års fængsel.

Ifølge både international og russisk lov er pirateri forbundet med våben, vold og egen økonomisk vinding; fænomener som »Arctic Sunrise« aldrig har været i nærheden af.

Mens de danske myndigheder og udenrigsminister Villy Søvndal (SF) forholder sig afventende i sagen, har »Arctic Sunrise«s hjemland, Holland, anlagt en voldgiftssag mod Rusland efter FNs havretskonvention. Holland forlanger skib og besætning frigivet, hvilket har nedkølet det hollandsk-russiske forhold til polarkulde-niveau. Det samme kan siges om forholdet mellem den russiske præsident, Vladimir Putin, og tyske Angela Merkel, efter at kansleren i denne uge udtrykte sin utilfredshed med sagen over for Putin personligt.

Torsdag offentliggjorde 11 Nobelpris-modtagere, herunder Sydafrikas Desmond Tutu, en indtrængende bøn til Vladimir Putin »om at gøre alt for at sikre, at de overdrevne pirateritiltaler (...) trækkes tilbage, og at enhver tiltale vil være i overensstemmelse med international og russisk lov. Vi er sikre på, at De deler vores ønske om at respektere retten til ikke-voldelige protester,« hedder det i brevet.

Også USAs tidligere udenrigsminister Hillary Clinton har udtrykt sin undren:

»Der burde lyde et større internationalt ramaskrig,« sagde Clinton for nylig.

Oliefeber

Reaktionen synes i de vestlige samfund, hvor man accepterer en vis grad af civil ulydighed, helt uden proportioner. Men iagttagere af russisk politik ser sagen som et udtryk for, at Rusland én gang for alle vil statuere et eksempel. Landet vil ikke finde sig i international indblanding. Slet ikke når det gælder det økonomisk og sikkerhedspolitisk vigtige Arktis.

US Geological Survey skønner, at 25 pct. af verdens olie- og gaslagre befinder sig under det delvist isdækkede hav i Arktis. Hidtil har det været utilgængeligt, men den globale opvarmning har medført en hastig isafsmeltning, og olien kan nu udvindes, omend det er dyrt og besværligt. Der er uhyre gevinster på spil, og miljøforkæmpere som Greenpeace taler, ligesom områdets oprindelige beboere, nervøst om den oliefeber, som kan ødelægge hidtil uberørte naturlandskaber.

»Al arktisk udvinding er problematisk, men det er værst i Rusland, fordi miljøstandarderne dér er så ufatteligt lave. Der er risiko for kollision med isbjerge, vintrene er ekstreme, og muligheden for at rydde op er næsten ikke-eksisterende på grund af de store afstande og isdækket,« siger Jon Burchwald fra Greenpeace.

Aktionen var tænkt som et forsøg på at skabe international opmærksomhed omkring den ifølge Greenpeace ventende miljøkatastrofe. Men olien i Arktis er så vigtig for Ruslands økonomi og prestige, at Putin ikke vil lade planerne forsinkes, mener Karsten Jakob Møller, senioranalytiker ved DIIS med ekspertise i russiske forhold:

»En tredjedel af Ruslands territorium ligger nord for den 66. breddegrad. Man har udvundet olie og gas i store mængder på landjorden, så nu må man offshore,« siger han.

Han er selv kritisk over for Ruslands olieudvinding i Ishavet, men mener i lighed med flere internationale kritikere, at Greenpeace har været letsindige i planlægningen af »Arctic Sunrise«-aktionen:

»Jeg synes, de har været naive og uansvarlige. Hvis Greenpeace har lavet en blot nogenlunde professionel vurdering, må de have vidst, at et forsøg på at borde olieplatformen indebar en voldsom risiko. Det arktiske område er en russisk hovedprioritet, og de vil ikke finde sig i, at nogen kommer i vejen for det,« siger Karsten Jakob Møller.

Han vurderer ikke, at 15 års fængsel kommer på tale, men to år – som eksempelvis Pussy Riot-medlemmerne fik for deres musikalske kirkestunt – er realistisk. I øvrigt vil sagen formentlig først blive afgjort engang til sommer, når Rusland har fået afholdt vinter-OL i Sotji uden sådanne forstyrrende pinagtigheder.

Greenpeace afviser at have været letsindige, men medgiver, at situationen er blevet langt alvorligere for de 30 tiltalte end antaget:

»I en eller anden grad har vi undervurderet, hvor desperate russerne er for at tryne al modstand mod deres aktiviteter i Arktis. Men »pirateri« er så absurd en anklage, at det hverken har hjemmel i russisk eller international lov. Så nej, lige pirateri havde vi ikke taget højde for,« siger Jon Burchwald.

Villy Søvndal er på ferie i denne uge og har ikke umiddelbart nyt at tilføje sagen, som efter officiel dansk opfattelse helst skal løses med stille diplomati:

»Erfaringerne viser, at det sjældent giver resultatet at forsøge at påvirke andre landes retssystemer politisk i denne type sager,« har Søvndal sagt.

Udenrigsministeriets Borgerservice er via advokat og ambassade i kontakt med Anne Mie Roer Jensen og hendes familie. Hun har det, oplyser ministeriet, godt trods omstændighederne.

De 30 aktivister er foreløbig varetægtsfængslet frem til 28. november.