Reaktioner fra de internationale myndigheder vælter ind over de udenlandske medier, efter et malaysisk passagerfly med 280 passagerer og 15 besætningsmedlemmer angiveligt er blevet skudt ned i Ukraine ved byen Donetsk.
Hollands ministerpræsident Mark Rutte er dybt chokeret over den tragiske nyhed om styrtet. Han har haft kontakt med Ukraines præsident Petro Porosjenko og talt om situationen, men pointerer at alt stadig er meget uklart. Ifølge den hollandske avis de Gelderlander, har han meddelt, at hans tanker lige nu går til de omkomne og deres pårørende. Han vil overvåge situationen og være klar til at handle.
Den russiske præsident Vladimir Putin har været i kontakt med præsident Barack Obama, der til The Guardian siger, at USA hele tiden holder øje med udviklingen.
"Det er vores prioritet, og jeg har instrueret mit nationale sikkerhedsteam til at forblive i tæt kontakt med den ukrainske regering. USA vil tilbyde enhver bistand vi kan for at hjælpe med at finde ud af, hvad der er sket og hvorfor. Vores tanker og bønner går til alle familierne til de passagerer," siger han.
Også Malaysias premierminister Mohammad Najib Tun Abdul Razak har ifølge BBC sagt, at han er chokeret over styrtet og kræver, at der bliver sat en undersøgelse igang. Samme melding er den ukrainske premierminister, Arsenij Jatsenjuk, kommet med. Ifølge Reuters har hans talskvinde, Olga Lappo, sagt, at han hertil aften har beordret en undersøgelse af katastrofen.
Også reaktioner fra den engelske og svenske regering er kommet. Den svenske udenrigsminister Carl Bildt siger til svt.se, at de ansvarlige skal stilles til ansvar.
"Det er forfærdeligt og desværre er der en masse, der tyder på, at flyet er blevet skudt ned med avancerede våben formentlig af separatisterne.Hvis det er tilfældet, har det alvorlige konsekvenser. Så har separatisterne udviklet en trussel mod international fred og sikkerhed og har
begået en meget alvorlig forbrydelse, som de på den ene eller anden måde skal holdes
ansvarlige for," siger han.
Den britiske premierminister David Cameron kommer med sin første reaktion på Twitter.
"Jeg er chokeret og ked af det over den malaysiske flykatastrofe. Embedsmænd fra hele Whitehall mødes for at fastslå de faktiske omstændigheder," skriver han.
Ifølge den britiske avis The Guardian vil britiske embedsmænd mødes hertil aften for at diskutere situationen og undersøge, om der kan være britiske statsborgere ombord på flyet.
Flyet, der fløj fra Amsterdam, var på vej mod Kuala Lumpur i Malaysia. Alle ombord på flyet er omkommet ved styrtet. Det oplyser en rådgiver for Ukraines indenrigsminister. Malaysian Airlines har endnu ikke offentliggjort en passagerliste.
