Der er formentlig mindre end ét år til næste folketingsvalg. Meningsmålingerne har siden sidste valg peget på et regeringsskifte til en ny borgerlig regering – til trods for den ledelseskrise, Lars Løkke Rasmussen har gennemlevet i Venstre efter flere dårlige sager. På den baggrund må det betegnes som højt spil, for ikke at sige på kanten af det dumdristige, at Det Konservative Folkeparti netop nu ikke alene vælger at skifte politisk leder. Men at man også som afløser for den solide, men ikke synderligt gennemslagskraftige Lars Barfoed tilsyneladende vælger en kommunalpolitiker, som end ikke er medlem af Folketinget. Der er ikke noget at sige til, hvis den konservative ageren her skaber nervøsitet i den borgerlige lejr.
Lars Barfoed gør alt, hvad han kan for at få det til at se ud, som om han i god ro og orden og efter egne nøje overvejelser nu gennemfører et politisk generationsskifte og overdrager ledelsen af partiet til Viborgs populære, men på nationalt niveau næsten ukendte borgmester, den 42-årige Søren Pape Poulsen. Andre oplysninger tydede i går på, at der har været et voldsomt pres på Lars Barfoed for at gå af som følge af de fortsat dårlige meningsmålinger – trods fornuftige, nylige valg såvel til kommunalbestyrelser som til Europa-Parlamentet. Men uanset om ledelsesskiftet sker frivilligt eller ej, må timingen og forløbet anses for at være besynderligt og udtryk for en vis politisk desperation. Der lægges ganske vist ikke op til en delt ledelse af Det Konservative Folkeparti, selv om planen er, at Brian Mikkelsen skal være håndgangen mand i Folketinget som bl.a. gruppeformand, mens Søren Pape Poulsen torsdag vælges af folketingsgruppen som politisk leder – og formentlig af landsrådet senere på året til landsformand. En delt ledelse politisk og organisatorisk er i K-regi alt for ofte endt i opslidende magtkampe snarere end i lykkelige alliancer.
Og en magtkamp er det sidste, det må udvikle sig til hos de Konservative. Det ville være katastrofalt for muligheden for et regeringsskifte ved næste valg. Men selv uden det bliver opgaven monumental for Søren Pape Poulsen. Han skal naturligvis ikke bortdømmes på forhånd, men tværtimod have chancen for at vise, at han kan overføre sit kommunale borgmesterlederskab til den nationale politiske scene. Men uden den daglige forankring i Folketinget bliver det en enorm udfordring for Pape Poulsen at skulle genrejse de Konservative, forbedre meningsmålingerne og skaffe partiet flere mandater ved næste valg. Hvilket jo er præcis de succeskriterier, den afgående Lars Barfoed onsdag aften serverede for sin ukendte efterfølger. Det kan gå godt. Men det kan bestemt også gå galt, når der spilles højt spil med et partis politiske ledelse. Spørg bare i SF.
Om Lars Barfoed er der at sige, at han aldrig blev en folkelig succes. Han vil i den konservative historie stå tilbage som en overgangsfigur, der arbejdede bedst på de indre linjer med nyt partiprogram, talentplejeprogram med mere. Alligevel er der grund til at rose Barfoed for et ikke ringe format i en vanskelig konservativ tid. Et format der også prægede onsdagens overdragelse af magten i partiet, som foregik på en måde, der af al magt syntes at søge at undgå en ny, ødelæggende konservativ indre strid.