Efter mange års søgen har marinarkæologer med stor sandsynlighed fundet kaptajn Cooks første ekspeditionsskib ud for Rhode Islands kyst.

Australske Fairfax Media kunne tidligere på dagen meddele, at arkæologer fra Rhode Island Marine Archaeology Project (RIMAP) har fundet det berømte skibs sidste hvilested.

Efter den navnkundige langfart til Stillehavet blev HMS Endeavour solgt, omdøbt til Lord Sandwich og indsat som troppetransportskib under den amerikanske uafhængighedskrig. Sejren gik som bekendt til de 13 amerikanske kolonier – der nu kaldte sig Amerikas Forenede Stater – og i 1778 blev skibet sænket ud for Newport, Rhode Island, sammen med en halv snes andre.

»Vi mener at vide, hvilket af skibene det er,« siger lederen af projektet, Kathy Abbass, til avisen The Age, som er en del af Fairfax Media.

»Det er spændende, og vi nærmer os. Der er tale om et fartøj, som har betydning for mange mennesker rundt om i verden, ikke mindst i Australien.«

HMS Endeavour menes at være lokaliseret i farvandet syd for Newport i Rhode Island:

James Cooks første ekspedition

Endeavour blev købt af den britiske flåde i februar 1768. Dengang var det en kulfragter kaldet Earl of Pembroke, men efter at være kalfatret og beklædt med kobber for at beskytte det mod pæleorm, blev skibet omdøbt, og Royal Navys White Ensign blev hejst.

Selv om han er gået over i historien som »Kaptajn Cook«, var James Cook kun løjtnant, da han overtog kommandoen over den tremastede bark og den 94 mand store besætning. Han var endnu ikke fyldt 40 år, da skibet lagde fra i Plymouth og satte kursen mod Stillehavet med Funchal på Madeira som første stop.

Cook ankom til New Zealand i september 1769 og begyndte straks at kortlægge kystlinjen. Han kunne som den første europæer konstatere, at der var tale om to store øer og ikke det store sydlige kontinent kaldet Terra Australis, som europæerne havde drømt om i århundreder.

I april 1770 nåede skibet som det første Australiens østkyst, og Cook opslog en lejr i en glimrende naturhavn, som han døbte Botany Bay på grund af de frodige omgivelser. Formelt hedder stedet stadig Botany Bay, men vi kender det bedre som Sydney Harbour.

På vejen nordover stødte det knapt 30 meter lange skib på grund på det, der i dag hedder Great Barrier Reef, men ved at dække hullet udefra med et gammelt sejl reddede besætningen skibet og kunne efter et besøg i Batavia – nutidens Jakarta – vende tilbage til England i juli 1771.

250-års jubilæet

Det er dette historiske skib, marinarkæologerne mener at have fundet ud for New Englands kyst, og det ville være en sensation, hvis James Cooks skib kunne udgraves og bringes flot.

Mange håber ligefrem på at se det ske i tide før 250-års jubilæet for Cooks ankomst i Australien.

»Der pågår nu en fundraising for det konserveringscenter, som er nødvendigt for at kunne behandle, opbevare og udstille de genstande, der vil dukke frem fra den planlagte udgravning i 2019,« skriver Kathy Abbass fra RIMAP på gruppens hjemmeside.