25. maj går danskerne som bekendt til stemmeurnerne for at stemme til Europaparlamentet og folkeafstemningen om Patentdomstolen.

Mange af kandidaterne til parlamentsvalget er er relativt ukendte, så det er godt med lidt hjælp til at få en idé om, hvem man er enig med. Den hjælp kan man få med Berlingskes kandidattest, hvor man sammenligne sine egne synspunkter med kandidaternes på ti centrale spørgsmål, som man selv vurderer vigtigheden af.

Knap 50.000 har hidtil taget kandidattesten, og det er der især én kandidat, der kan være glad for: Dansk Folkepartis Kristina Jørgensen. Det er nemlig hende, som flest har været mest enig med i testen, viser en foreløbig optælling af resultaterne (bare rolig; vi parrer ikke dine svar med nogen som helst andre oplysninger - vi tæller bare hver gang en kandidat er blevet nummer ét i testen).

Over 3.000 gange er testen indtil nu blevet taget med det resultat, at brugeren var mest enig med Kristina Jørgensen. Og det er godt nyt i forhold til den 26-årige koldingensers forhåbninger om at blev valgt:

- Jeg tror helt bestemt, at det gør en forskel. Det kan føles som en stor mundfuld at sætte sig ind i det hele, så jeg tror, at mange vil benytte sig af den her slags test for at se, hvem de skal stemme på. Ikke som det eneste, men som en hjælp.

Ifølge Kristina Jørgensen har hun ikke fulgt nogen særlig taktik for at blive populær i testen. Hun har bare svaret efter sin overbevisning, blandt andet ved at angive sin modstand mod euroen og sit ønske om at rulle magt tilbage til nationalstaterne som meget vigtige. Du kan selv sammenligne dine egne holdninger med Kristina Jørgensens eller en hvilken som helst af de øvrige kandidaters ved at tage testen og trykke på tallet, der viser, hvor mange procent enige I er.

Den eneste af topkandidaterne, der ligger blandt dem, som fleste brugere har været allermest enige med, er Liberal Alliances Christina Egelund, der har fået femtefleste førstepladser i testen. Jeppe Kofoed og Morten Helveg Petersen blander sig også i top 25, mens Bendt Bendtsen er den af spidskandidaterne som færrest har været mest enig med.

Her de 10 kandidater, som flest af brugere af Berlingskes kandidattest har været mest enig med:

  1. Kristina Jørgensen (DF)

  2. Josefine Kofoed Christiansen (K)

  3. Asger Christensen (V)

  4. Morten Thiessen (K)

  5. Christina Egelund (LA)

  6. Tove Videbæk (K)

  7. Søren Gytz Olesen (SF)

  8. Karsten Lorentzen (DF)

  9. Irene Simonsen (V)

  10. Diego Gugliotta (V)

Her de fem kandidater, som færrest brugere af Berlingskes kandidattest har været mest enig med:

  1. Lave K. Broch (N)

  2. Nichlas Vind (K)

  3. Nicolai Svejgaard Poulsen (V)

  4. Christian Juhl (N)

  5. Jean Thierry (N)

Tag selv kandidattesten her.