Her er Camerons nyfødte datter
Englands premierminister, David Cameron, er nybagt far. Nu viser han billederne af sig selv og sin nyfødte datter frem.
Englands premierminister, David Cameron, er nybagt far. Nu viser han billederne af sig selv og sin nyfødte datter frem.
En lettet og stolt David Cameron viste fredag sin nyfødte datter Florence frem for første gang. Det skete fredag ved en fotoseance i byen Cornwall, hvor familien ferierer.
Britiske medier skriver om fotoseancen, at premierministeren 'glødede', mens han holdt sin datter tæt ind til brystet, og at han virkede afslappet i sin løsthængende skjorte, der står i skærende kontrast til hans normalt så formelle garderobe.
Florence kom til verden i tirsdags efter en dramatisk fødsel ved kejsersnit på Royal Cornwall Hospital. Parret var egentlig bare svunget forbi hospitalet til et rutinetjek, men fire timer senere havde et nyt medlem sluttet sig til familien.
Moderen, Samantha Cameron, har valgt at holde sig væk fra blitzlyset noget tid endnu. Venner af parret siger, at den modebevidste premierministerfrue har brug for mere hviletid, før hun er klar til at vise sig offentligt.
- Sam tager det roligt i et par dage. Hun har det godt og er ved at komme ovenpå igen, men hun vil naturligvis se så godt ud som muligt, når hun bliver fotograferet med Florence. Så indtil videre er Sam mere end glad for, at David poserer foran kameraene, siger en kilde tæt på parret til mail on Sunday:
Florence, hvis fulde navn er Florence Rose Endellion Cameron, blev født før tid og vejer kun 2,7 kilo. Navnet Endellion er en reference til landsbyen St. Endellion, som ligger i det område hvor den lille pige kom til verden.
David og Samatha Cameron har i forvejen to børn, seks-årige Nancy og Arthur på fire. Men Florence er parrets fjerde barn. Sidste år blev familien ramt af en tragedie, da parrets førstfødte, Ivan, døde kun seks år gammel. Han var født med svære hjerneskader og havde brug for pleje døgnet rundt.
David Cameron skulle i den kommende uge have vendt tilbage til Downing Street efter sin sommerferie, men nu tager han en længere pause for at hellige sig familielivet. Dermed skriver han sig samtidig ind i historiebøgerne som den første engelske premierminister, der går på barsel.