Mindst 190 danskere har ringet til Falck i løbet af natten og onsdag morgen på grund af skader efter nattens storm. Men bare rolig, er du forsikret, dækker din forsikring sandsynligvis de fleste skadesomkostninger.
- Det er heldigvis sådan, at storm er et af de naturfænomener, som der ikke er så meget tvivl dækningsmæssigt inden for forsikringsverdenen, fortæller konsulent hos Forsikringsoplysningen, Riccardo Krogh Pescatori til Berlingske Nyhedsbureau.
Definitionen på en storm er klokkeklar i forsikringsverdenen, og alle forsikringsfirmaer har samme standard. Hvis det har blæst over 17,2 sekundmeter, er der storm, og så dækker forsikringen som udgangspunkt.
- De sekundmeter, vi har oplevet i nat, er jo langt over den grænse. Vi var jo helt oppe i orkanstyrke, som rammer over 30 meter i sekundet. Så der er ikke så meget tvivl om, at situationen rent forsikringsmæssigt for storm er opfyldt, og dernæst kigger man på, hvad der er sket af skader, siger Riccardo Krogh Pescatori.
Har du kasko på bilen?
Falck og Politiet har i nat hovedsageligt berettet om skader efter væltede træer og derudover afblæste tagdele. I forbindelse med skader på bygninger, dækker forsikringen både private boliger og ehvervsbyggeri.
Men hvis et træ er væltet ned i din bil, eller bilen, som det var tilfældet i Aalborg i nat, har været parkeret lige netop der, hvor en hel husgavl styrtede sammen, dækker forsikringen kun, hvis du har en kasko-forsikring.
- Hvis man som bilejer kun er ansvarsforsikret, er det bare ærgerligt. Det er i hvert fald svært at gøre nogen ansvarlig for, at det blæser, andre end Vorherre, siger Riccardo Krogh Pescatori.
Løse genstande er eget ansvar
Hvis du ikke har fået pakket kuglegrill, parasol og liggestol væk, og det har fået en flyvetur i nattens storm, er det også tabt.
- Der kan ske skade på løse genstande. Hvis man ikke har fået hevet sine havemøber ind, så vil det være et tab, for de her ting skal være indenfor. Så indboforsikringen, som de her ting hører under, vil ikke være dækket under storm, siger forsikringskonsulenten.
Stormen havde i denne omgang heldigvis ingen alvorligt tilskadekomne, men havde det været tilfældet, forklarer Riccardo Krogh Pescatori, at personskadeforsikringer og livsforsikringer dækker i tilfælde af storm.