Forfatter Helle Stangerup sov søndag stille ind efter længere tids sygdom. Hun blev 75 år gammel og efterlader sig to sønner.
Det oplyser Knuthenborg Safaripark i en pressemeddelelse.
Helle Stangerup blev uddannet cand.jur. i 1966 – men allerede året efter debuterede hun med romanen »Gravskrift for Rødhætte«. Det skrevne ord har altid ligget familien Stangerup nær - faderen var litteraturprofessor Hakon Stangerup og broderen forfatteren Henrik Stangerup.
Læs Sørens Kassebeers omtale af Helle Stangerup i forbindelse med hendes 75-års fødselsdag
Helle Stangerup har gennem sin karriere udgivet over 20 bøger, hvoraf flere er oversat til bl.a. engelsk, tysk og fransk. Hendes forfatterskab var domineret af spændingsromaner og historiske bøger, herunder bogen »Christine« i 1985, der blev 1980ernes mest solgte danske roman.
Hun har modtaget adskillige hædersbevisninger såsom Boghandlernes Gyldne Laurbær og Thit Jensens forfatterlegat.
Privat dannede Helle Stangerup fra 1969-1979 par med Adam Wilhelm lensgreve Knuth til Knuthenborg. Sammen med sin mand var hun med til at starte en af Danmarks store turistattraktioner, Knuthenborg Safaripark på Lolland. I en årrække var Helle Stangerup også godsejerfrue på det historiske gods Knuthenborg på Lolland.
Helle Stangerup venskab med Dronning Margrethe kan man blandt andet læse om i selvbiografien »Bag Skodderne« fra 2011. Her beskriver forfatteren, hvordan det var for den unge Stangerup at gå i klasse med den Margrethe, der senere skulle blive landets dronning og en nær veninde.