En 55-årig mand fra Nordjylland er tiltalt for at have voldtaget sine to sønner og to døtre samt to andre unge kvinder, og desuden for at have tvunget sine børn til at have sex med hinanden.

Misbruget begyndte tilbage i 1994, da han tvang sin dengang seksårige søn til flere forskellige former for sex, og ifølge anklageskriftet har misbruget har stået på i en periode på 16 år.

Men de særdeles grove overgreb er ifølge bt.dk tilsyneladende kommet som et kolossalt chok for den øvrige familie. Det fortæller en bror til den tiltalte.

- Hvad skulle man tro på? I familien snakkede vi efter anholdelsen meget om, hvordan vi synes, at de havde opført sig sammen, ham og børnene. Men den slags overgreb er jo ikke noget, man ønsker at lægge mærke til, og vi har ikke haft nogen mistanke om det overhovedet, siger en bror til den 55-årige til bt.dk. Han fortæller, at han altid har betragtet den nu incest-tiltalte som en god far.

- Jeg har altid syntes, at han havde et kærligt forhold til sine børn, siger broderen.

Broderen bor langt fra den nu anklagede mand, og har kun set den tiltalte bror og hans børn et par gange om året. Alligevel kom det som et lyn fra en klar himmel, da den nordjyske familiefar blev fængslet og anklaget for de gruopvækkende gerninger mod sine egne børn.

- Først ville man jo ikke tro på det, men når så først man begynder at tro på det, har det været meget svært at tænke på, siger broderen.

Den 55-årige mand har ifølge anklageskriftet blandt andet bundet en af sine døtres ben, hejst hende op i loftet med kroge og voldtaget hende, ligesom han ved flere lejligheder har tvunget sine sønner til at have sex med datteren.

Anklager, der er så grove, at familien endnu ikke helt har forstået, hvordan det kunne finde sted.

- Når de kommer ind i familien, sådan nogle forfærdelige historier som den her, er det hårdt. Det har taget meget hårdt på alle sammen. Det er ikke til at forstå. Men jo længere tid der går, jo mere forstår jeg det, siger broderen til den 55-årige.

Kilde: bt.dk