For vil det her lykkes for klubledelsen skaffe mellem 2,5 og 5 mio. kroner i hus gennem kapitaltilførsel fra lokale virksomheders sponsorat-kasser?

- Det er en meget alvorlig situation, vi befinder os i, siger klubdirektør Jan Buhr og tilføjer:

- I den tid jeg har været i klubben har den aldrig været værre. Vi har en kort periode et akut likviditetsproblem, som vi skal lykkeligt igennem.

Årsagen til problemet skal findes i det faktum, at januar måneds forventede salg af Heidi Astrup Lounge gik i vasken.

- Vi vil jo gerne kunne betale vores regninger. Men de 2,4 mio. kroner vi ikke fik i kassen, står vi nu og mangler, siger Jan Buhr.

Han tror og håber dog, at man klarer sig helskindet gennem redningsaktionen.

- Det er første gang, at vi er ude med 'hatten'. Heldigvis har vi mødt stor opbakning fra de viborgensiske handels-, erhvervs- og turistforeninger. De har til deres medlemmer sagt, at vi er en vigtig faktor i Viborg-området, og at de gerne ser, at virksomhederne støtter os økonomisk, siger Jan Buhr, der er spændt på, hvad resultatet af onsdagens møde bliver.

- Man kan vel godt sige, at det i Viborg HK er stilhed før storm. I dagene og timerne op til mødet er vi i dialog med en masse erhvervsfolk. Det er nok for meget at forvente, at de allerede onsdag møder op med pengechecks. Men det er vores håb, at vi får nogle aftaler i stand, så vi indenfor en måned atter råder over likvider, siger Jan Buhr.

Han garanterer, at der uanset udfaldet også vil blive spillet kvindehåndbold i Viborg på højeste niveau i resten af indeværende sæson.

- Vi klarer os igennem. Det er udelukket at vi for eksempel drejer nøglen indenfor den næste måned. Vi har ingen gæld og har en egenkapital på 12,9 mio. kroner. Problemet er bare at pengene er bundet i fast ejendom. Målsætningen for den resterende del af denne sæson er, at vi kvalificerer os til DM-finalen og fortsat klarer os godt i Cup Winners Cup, siger Jan Buhr.

Også i næste sæson vil der ifølge Jan Buhr blive spillet håndbold på højeste niveau.

- Målsætningen er, at vi igen skal spille med om diverse mesterskaber. Men allerede nu kan jeg fortælle, at det bliver på et budget, der i forhold til indeværende sæson er reduceret med 25 procent, siger Jan Buhr.

I kulissen tales der om, at bestyrelsesmedlem Johnny Nim, der repræsenterer Viborg HK-sponsoren Det Faglige Hus, agerer kassekredit for klubben for medlemmernes penge.

- Det har absolut intet på sig, siger Jan Buhr, der også afviser, at Viborg HK er tæt på at havne på Dansk Håndbold Forbunds sorte liste af kontraktforeninger, som p.t. hverken kan få tilladelse til at få registreret kontrakter eller forlænge eksisterende.

- Selvom vi er i problemer, er vi langt fra dette, siger Jan Buhr.

På den 'sorte liste' finder man i øjeblikket Ajax København A/S, FCM Håndbold A/S, Vendsyssel Håndbold og Århus Håndbold A/S.